fredag den 5. august 2016

Marie, Fie, Matthias og alle de andre ...

Hvor ER Gordon Ramsey når man har brug for ham?
Er det bare fordi jeg ikke laver mad, at han ikke står klar til at sparke mig hårdt og længe bagi?
Han ville ellers nok have et par kommentarer til overs for både min dovenskab og min ikke altid vellykkede madlavning.

Okay, måske kunne jeg også bare lade være med at læse mens jeg laver mad. Det kunne være det kunne forbedre det. ;-)

Nåh, det var slet ikke det jeg ville tale om. Jo, delvist. Jeg har været doven. Jeg har holdt ferie, og jeg har kun kigget sporadisk på Matthias, der virkelig har voldt mig kvaler. Mere om det lige om lidt.

Er du okay, Marie?, som udkom her i juni, handlede om mobning, og den har fået rigtig mange positive og dejlige anmeldelser. Der er selvfølgelig også kritik, som der jo skal være på alle bøger, såsom at nogen synes den sluttede for brat eller at den havde for mange explicitte sexscener. Andre kommentarer kan jeg kun more mig over, fx har jeg set en bruger på et medie sige: "Fin, men klam". Det ved jeg så næsten ikke hvad det indebærer, men det i sig selv er jo skægt. :-)

Er du okay, Fie? er stadig i støbeskeen. Jeg har netop i dag modtaget 2. omgang manuspleje på den. Jeg har også set forsiden til den (den er SÅ flot og passer SÅ godt til Marie-bogen), og jeg må nok hellere snart se at komme i gang med bagsideteksten.
Den handler om præstationsangst og cutting. Et emne der desværre stadig er aktuelt. Tænk at vi stadig lader vores unge mennesker rende rundt med så meget smerte indeni sig.

Og så er der ... Matthias ... Han er godt nok noget af et problembarn. Han har en vigtig historie at fortælle, og en god en af slagsen også, hvis jeg selv skal sige det. Det kan være at det er fordi han er en mandlig hovedperson at det har gjort det lidt sværere (jeg har ellers haft mandlige hovedpersoner før), eller fordi emnet også ligger lidt langt væk for mig, men der har manglet noget i bogen.
Men så skete der faktisk 2 ting i sidste uge ... 1) jeg hørte noget musik, der pludselig fik sat tingene lidt i perspektiv og jeg fandt ud af at jeg manglede noget i bogen 2) min altid skønne og idérige kollega M kom med et godt forslag, som faktisk vil fungere rigtig godt.
Så DET skal afprøves. 
Det kan ikke nytte noget at stikke hovedet i busken, især ikke fordi jeg har mange andre ideer der trænger sig på og gerne vil skrives. Og ikke bare i den socialrealistiske genre.

Til sidst men ikke mindst kan jeg da lige fortælle at Fyens Stifttidende har meldt sig og gerne vil lave et forfatterportræt af mig. Som hun sagde, har de ikke talt med mig siden 2007, så det var vist på tide at få lavet et nyt. :-)
Det sker så i starten af september, så det er jeg jo spændt på. 

Nåh, på med arbejdstøjet og i gang.

Hvad gør I for at komme i gang, når I er en smule ugidelige? :-)

søndag den 26. juni 2016

Manuspleje færdig!

Sådan! Jeg gjorde det!

Måske var kampen lige knap så hård som Frodos her ved siden af, men jeg kan godt lide at overdrive. Just a tad ... ;-)

Manuspleje eller "pleje af manuskript" er en del af den langvarige proces det er at få en bog på gaden.

Først skal den jo selvklart skrives, og redigeres, og så skal der skrives lidt mere, og så skal der nusses om den, og der skal skrives lidt mere, og så lidt mere redigering og og og .... Jeg tror I forstår hvad jeg meningen. :-)
Det er hvad vi forfattere gør, inden vi sender manuskriptet ind til et forlag. Og netop derfor er der også en del forfattere der mener at deres manuskripter er 100% færdige og geniale, når de bliver sendt af sted.

Så sker der det, at der kommer en redaktør ind over, gennemgår manuskriptet med en tættekam og finder alle de steder hvor der kunne have været nusset liiiidt mere, hvor man godt kunne have været liiidt mere præcis, og hvor man har lavet sætninger, der bare simpelthen ikke giver mening.

Jeg kender forfattere, der har meget svært ved den proces, for som nævnt ovenfor, teksten kan jo ikke blive bedre, vel? 
Men åhjo den kan. Den kan blive meget bedre.

Jeg er fuld af næsegrus beundring for redaktører, må jeg tilstå, også selv om jeg bander dem væk med jævne mellemrum. ;-) De er fantastiske til at skære ind til benet og lade teksten stå tilbage, meget mere klar og skinnende og smuk, end jeg selv kunne gøre det.
Og hver gang jeg prøver det, er jeg meget imponeret.

Når man får et manuskript tilbage fyldt med kommentarer, understregninger og sletninger kan det godt være uoverskueligt, men nu hvor jeg er blevet færdig med Fie-bogen, var det faktisk slet ikke så slemt. 
Faktisk ... *græmmer mig* ... de fleste korrekturbobler skyldtes faktisk kommaer, som jeg til stadighed smider ind de forkerte steder. Undskyld, Louise! Jeg skal nok stramme mig an til den næste! En skønne dag skal jeg nok få det lært. (håber jeg)

Nåmen ... her til aften vil jeg så lige gennemgå manuskriptet en sidste gang for at se om jeg har fået alle punkterne gennemgået, og så ryger den tilbage til forlaget.

Her vil redaktøren gennemgå den endnu engang og det kan være at den farer frem og tilbage mellem os 1-2-3 gange mere inden vi er helt enige om teksten.
Derefter ryger den til sats, hvor den bliver sat op til den størrelse den skal have med den skrifttype og -størrelse den skal trykkes med, og så bliver den gennemgået endnu engang.

Det er for at luse ud i horeunger og vildfarne sætninger der står og flagrer på halvtomme sider.

Og så er det tid til korrektur, hvor man minutiøst skal gennemgå bogen fra ende til anden for at se om der skulle være flere stavefejl.

Tror da pokker en bog er så længe undervejs. :-)

Det er "sjovt". En almindelig bog bliver gennemlæst ufatteligt mange gange (husk på at forfatteren selv læser den konstant, mange har betalæsere (jeg har endda 3) og så kommer der ydermere en redaktør, der også læser den 2-3-4 gange.
Og alligevel kan der risikere at være fejl i den. Temmelig utroligt. 

Så nu bliver Fie sendt tilbage til Tellerup, og så skal jeg virkelig have afsluttet bog nr. 3 i serien; Matthias, som jeg er 2/3 dele færdig med. 

Altså, første gennemskrivning ... derefter kommer alt det andet! :-)

onsdag den 15. juni 2016

Så er det på med arbejdshandskerne ...

Det er aaaalt for længe siden jeg har lavet et blog-indlæg, men det eneste nytårsforsæt jeg havde var IKKE at undskylde for det, så det vil jeg lade være med.
Eller ... okay, lidt ... undskyld! :-)

Som jeg har skrevet om til bevidstløshed, har brødjobbet krævet en del af min fritid og når jeg ikke arbejdede, så var min hjerne bare en grødet udkogt masse.

Og nu skriver jeg "var" med vilje, for nu vil jeg ikke mere! (Hvis nogen af jer så meget som TÆNKER på at gå lidt tilbage og finde et lignende blogindlæg bliver I blokeret! Just sayin'! ;-))

Men nu er det anderledes for jeg har vildt lyst til at komme i gang igen. For det første har der været virkelig mange skønne anmeldelser på Er du okay, Marie? Noget der virkelig har givet mig lyst til at skrive igen, men jeg har været i tvivl om min Matthias-bog, for som jeg skrev i sidste blogindlæg, så synes jeg altså at han er lige rigeligt fokuseret på ... ehm ... selvfornøjelse. 
Men nu har jeg haft en snak med min redaktør og nu er jeg bare tændt igen. Jeg ved hvad der skal gøres nu, så det er bare om at komme i gang.

Det kan jeg så ikke lige nu for ... dam dam daaaam ... trommehvirvel, tak ....

Det glæder mig at kunne fortælle at jeg har underskrevet kontrakt med Tellerup og jeg skal i gang med redigeringen af den næste ungdomsbog, som formentlig får titlen Er du okay, Fie?

Dette er en del af en serie, men de kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Jeg er SÅ glad! Ikke siden Dronning af Blod og Atalanta har jeg haft fornøjelsen af at have to udgivelser i rap hos det samme forlag, så jeg er vildt begejstret!!


Tak til Tellerup for at holde mig ud. :-)


Fie var en hård nyser at skrive. Mit hjerte blødte, ikke bare for Fie, men også de unge mennesker derude der har det samme problem som hende. Mennesker, hvis beretninger jeg har læst og enkelte som jeg har talt med. Det er hård kost.

Jeg glæder mig meget til at fortælle mere om bogen efterhånden som tiden nærmer sig!

Lige nu skal jeg have gennemgået redaktørens manuspleje og sidde og græmmes mig over alle de forkerte kommaer jeg sætter, og hygge mig med gensynet af Fie.

Back to work!

lørdag den 7. maj 2016

Glad i låget ...

Åhh altså ... jeg er så glad indeni. Og jeg var slet ikke klar over at jeg i den grad havde brug for noget glæde efter min lange seje kamp mod stressmonsteret som har haft godt fat i mig her hen over vinteren.

Men nu ... det er forår. Vejret er skønt. Forlænget weekend OG jeg har fået to anmeldelser mere på "Er du okay, Marie?"

Og ikke bare to anmeldelser, men to fantastiske anmeldelser, der bare gør mig glad i låget og lige så veltilfreds som hvalpen her ved siden af.
Den er skøn, ikke? ;-)

Den ene er fra bibliotekat's bogblog, og selv om det smerter mig at høre at der er andre end mig (og Marie) der har følt sådan i skoletiden, så giver det mig også glæde.
Der findes så mange mobbeofre derude og det jeg netop ville med min bog, var netop at beskrive "efter mobning", for det præger et menneske i den grad at blive mobbet. Helt op i voksenlivet har jeg bemærket personlighedstræk, som direkte stammer fra mobningen.
Så selv om jeg er ked af det på Bibliotekats vegne, så glæder det mig den grad at jeg fik så kraftige reaktioner frem.

Den anden er fra Xenias bogblog. Så dejlige ord fra hende om mit lille hjertensbarn Marie og skønne ord om min skrivestil. Jeg er vildt glad for at læse rosen til den flydende læsestil, og hvad der er allermest vigtigt ... hvilket gælder især for denne, men også de andre anmeldelser ... de dejlige positive ord, giver mig lyst til at skrive igen.

Stressmonsteret har som sagt haft godt tag i mig, og jeg har haft svært ved at fokusere, men her i weekenden har jeg skrevet temmelig en del. Og jeg er SÅ glad. 
Det er så godt nok på en helt ny historie (damn you, stemmer i mit hoved, som jeg taler om i mit indlæg om at myrde nogen), men også på de andre ungdomsgbøger, som også pusler.

Fie-bogen, som er en selvstændig efterfølger til Marie, er efter sigende i pipeline hos forlaget (Jeg kan slet ikke få armene ned :-)), og jeg føler faktisk at den er mere intens end Marie, også selv om det var et emne jeg ikke selv har haft berøring med. Så jeg håber at læserne vil tage lige så godt imod den, som de har gjort med Marie.

Og så er der Matthias-bogen. Nr. 3 i serien, men stadig som selvstændigt bind, som jeg er godt halvvejs i. Den har været længe undervejs pga det tidligere omtalte stressmonster, men den er også svær for mig at skrive. Den handler om netdating, homoseksualitet og forelskelse, og jeg er lidt ude på tynd is her, for jeg kender ikke meget til 16-årige knægtes tanker, og fordi ... pardon my french ... det er begrænset hvor meget man kan skrive on onani før det begynder at kede én. ;-)
Så den del skal jeg lige have kigget lidt nærmere på. :-)

Nu er jeg så godt nok lige gået i gang med en historie om en ung bognørdet pige, og den er nærmere i genren magisk realisme, men det er lige den stemme der råber højest. Hvem ved, måske får jeg et par romaner færdig på samme tid. ;-)

Så jo, alt i alt ... jeg er sgu glad i låget for tiden. 

Hvad med jer?

Hvad kan gøre jer glade i låget?




fredag den 15. april 2016

Lektørudtalelse - wehuuuu!!!

Jeg har talt om det før; lektørudtalelser!

Lektørudtalelser er hamrende vigtige for at bøgerne bliver solgt til bibliotekerne. For det er med den i hånden at de forskellige indkøbsansvarlige beslutter sig for indkøb til deres biblioteker.
I dag er man ikke engang sikret en udtalelse, så først skal man gå og være nervøs for om man får én og dernæst om den er god.

Nu er Maries udtalelse kommet og ...

Lettelsens suk ....

Den er god! Den er faktisk absolut fremragende!! :-)

Jeg må kun citere 10% af den, men det kan jeg også sagtens nøjes med:

"En rigtig velskrevet ungdomsroman"

"Til bibliotekaren: Klar anbefaling. Bør være at finde på alle børnebiblioteker."

De to linjer gør at bogen her formentlig vil sælge okay til bibliotekerne, hvilket er virkelig, virkelig, virkelig skønt!! En dårlig lektørudtalelse kan slagte en bog, og jeg er SÅ glad for den her var god.

Men den linje, der faktisk gjorde mig rigtig glad var:

"... og mobbeofre kan have svært ved at sætte grænser."

Jeg må desværre ikke lige citere hele sætningen, men det er jo netop det "Marie" handler om. At gå fra mobbeoffer til at finde sig selv og ikke blive presset ud i noget man ikke vil, for at blive upopulær igen.

Jeg var selv mobbeoffer i skolen (derfor valgte jeg også at skrive om det i første bog her, så jeg kunne relatere til det), og den dag i dag - selv om jeg nu er 43 år gammel - er der personlighedstræk hos mig selv, som jeg kan henføre direkte til mobningen.
Det er lidt uhyggeligt. Normalt føler jeg mig ellers rimelig velfunderet og har et ret okay selvværd (selvtillid er en anden ting), men det kan stadig komme op i mig.
Og derfor er det også at det er så fandens vigtigt at vi kommer mobning til livs.

I min datters skole er de utrolig obs på det og de gør et godt og stort stykke arbejde for det, men det kan nok aldrig udryddes så længe vi mennesker er som vi er. Selv voksne mobber jo, selv om de burde vide bedre.

Og jeg er virkelig glad for at lektøren netop har fået øje på den detalje. Det synes jeg er rigtig godt!

Så ... jeg er glad!!!

torsdag den 31. marts 2016

Bør jeg myrde nogen her til aften?

Og det føles gooodt!

Jeg har været stressramt. Jeg mente egentlig ikke at det var så slemt, men det må det have været.

Nu.Gider.Jeg.Ikke.Mere!

Siden november har jeg kun nødtvungent været kreativ på skrivefronten, og af erfaring ved jeg, at jo længere tid der går, desto mere frustreret bliver jeg.

Så det tog et ordentligt spark bagi at sige til mig selv at jeg bliver NØDT til at lade min arbejdshjerne blive på brødjobbet (ikke at den lystrer særlig godt, men den er blevet bedre til det. Det har krævet nogle ufine trusler, men det hjælper.)

Det er ikke fordi, jeg er ret vild med mit brødjob, og det er spændende. Der er bare så fandens meget af det!

Men, men, men ...

Jeg er begyndt at skrive igen, og det er skøøøønt! :-)

Problemet er bare at jeg netop har haft lukket ned for stemmerne i min hjerne de sidste 4-5 måneder (er det virkelig så længe? Hulk!) og nu kommer de blæsende med 140 km/t.

De råber alle sammen op og vil gerne have deres historie skrevet, men indtil videre står de bare og galper og har ikke hele plots med sig.
De står bare der og råber: "Mig! Mig! Tag mig!", og selv om jeg prøver at ignorere dem og siger at de må komme tilbage, når de har noget mere plot, så er de pænt ligeglade.

I går aftes kom der yderligere et par personer. De var nye, jeg havde ikke mødt dem før, og de stillede sig op i første række og råbte og skreg og opførte sig uterligt, men så var der lige noget der gnistrede og jeg opdagede at de kunne passe sammen med hende pigen, der stod lidt længere væk. Og se så ... der kom lidt mere kød på miseren. :-)
Så nu er de sidekicks ... så kan de lære det. Havde de kommet tidligere kunne de være blevet hovedpersoner. ;-)

Nu i dag har jeg så haft en dag, hvor jeg viiiirkelig har bøvlet med nogle dumme ting på mit brødjob. Ting, der har givet mig lyst til at banke hovedet gentagne gange ned i mit skrivebord, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan nænne for personerne i mit hoved.
Og jeg har viiiiirkelig lyst til at myrde nogen! 

Jeg bliver simpelthen nødt til at se om der er en morder et eller andet sted, som jeg kunne tilbringe aftenen sammen med.

Meeen, det kunne også være at jeg lige skulle grifle de ting ned, som er kommet til mig i løbet af dagen, eller nærmere ... som faktisk er blevet mig bragt. Tak M. Du er en sand inspirationskilde. ;-)

Jeg må hellere ... det skulle nødig gå ud over familien.


PS. Jeg er ret sikker på at det bliver en svensker jeg myrder.

PPS. Mine kollegaer synes ikke at jeg er spoooor mærkelig. Hvis jeg får mærkelige blikke i morgen, ved jeg i hvert fald hvorfor. ;-)


mandag den 21. marts 2016

Stikker hovedet frem ...

Jeg HAR faktisk været her. Eller ... ikke lige her, men ... et eller andet sted her i nærheden. :-)

Af en eller anden årsag gik vinteren uden at jeg havde lyst til at skrive noget som helst, så jeg begravede mig i hhv. TV-serien "The Walking Dead" (fænomenal) og "Game of Thrones" (temmelig fantastisk).
Så fik jeg influenza (en af de slemme, som ellers kun mænd får), hvilket lagde min hjerne ned i fjorten dagen og så kom jeg langsomt tilbage. 
Jeg har opdateret bogbloggen med anmeldelser, opdateret Goodreads med mine læste bøger, og nu kan jeg ikke finde på mere ud over det eneste rigtige ...
At kaste mig ud i forfattergerningen igen.

Det blev så også lige hjulpet på vej af at jeg fik en kasse med frieksemplarer af min første roman hos Tellerup (gid der må blive mange flere) "Er du okay, Marie?".

Hvad jeg så ikke vidste, nu hvor jeg er begyndt at google bogen, er at sangerinden Marie Key åbenbart har lavet en sang ved navn "Er du okay?" hvilket forplumrer mine søgninger noget, men sådan bliver man jo hele tiden klogere. :-)

Og ved I hvad? Den har allerede fået sin første bedømmelse på Goodreads: 4 stjerner! Woop woop!

I al den tid jeg har været væk har mine skrivebuddies været VILDT aktive, så lige nu har jeg sat mig for at betalæse et af deres kapitler hver dag, til jeg en dag pludselig er med igen OG ... vigtigst af alt ... skrive lidt på min 3. ungdomsroman "Matthias".

Fokus har været den store mangelvare her hen over vinteren, og jeg ved også godt hvad det skyldes ... Alt for mange store projekter på brødjobbet, men nu må det være nok. De bliver ved med at komme, men jeg kan ikke blive ved med at investere HELE min hjerne i dem. Ikke hele dagen. For på den måde kommer jeg aldrig videre, og det vil jeg.

Så ... fokus, fokus, fokus!

I er velkomne til at kaste våde berlingere og wienerbrød efter mig, hvis jeg forsøger at gemme mig igen!

Jeg er glad for at se jer igen, alle glade bogfolk!