tirsdag den 12. oktober 2004

Efterår med nye skuffelser

Man burde vel efterhånden være vant til det. Afslagene, der dumper ind ad brevsprækken eller i mailboksen. Det er jeg vel også, for jeg fortsætter med krum hals og regner sådan set også med, at det på et eller andet tidspunkt nok skal lykkes mig.
Om ikke andet, så fordi forlagene på et tidspunkt bliver så træt af mig, at de udgiver en af mine bøger, bare for at lukke munden på mig. :o)
ATALANTA (min historisk/mytiske roman), som et norsk forlag havde udtrykt interesse for, er i mellemtiden blevet afslået af dem. Den passede ikke ind i hverken deres eller deres søsterselskabs udgivelsesprogram. Som sådan havde jeg måske forventet det (da de ikke havde noget lignende på deres hjemmesider), til gengæld var deres positive tilbagemeldinger med til at få mit håb op at køre, hvilket gør nedturen endnu mere træls.
Jeg er - som sædvanlig, var jeg nær ved at sige, kravlet op på hesten igen. Min kur mod afslagene er meget enkel. Op og af sted!
Dagen efter jeg modtog afslaget fra Norge på min historiske, blev den sendt ind til det første danske forlag. Nu må den gå sin gang på det danske marked, og måske har jeg heldet med mig.
Måske ikke, men så har jeg stadig haft det morsomt med den i det halvandet år, jeg skrev på den.
Med hensyn til de andre romaner, så fører jeg stadig krig på alle fronter. NYNAZISTEN bliver p.t. vurderet både ved et svensk og et norsk forlag. FUCK DET! ved et andet dansk forlag. Så alt er ved det gamle… jeg venter. :o)
I mellemtiden er jeg dog blevet klogere på nogle flere punkter. Af et af de svenske forlag er jeg blevet bedt om at undersøge mulighederne for oversættelse. Efter at have spurgt nogle oversættelsesbureauer, har jeg modtaget to priser. En i hver ende af prisskalaen må man sige. Jeg spurgte konkret på NYNAZISTEN og fik en pris på 17.000 og en på 60.000. Danske Kroner!
Samtidig har jeg undersøgt Kunststyrelsens tilskudsmuligheder, og det viser sig, at udenlandske forlag rent faktisk kan ansøge om støtte til projektet. Et tilskud på 6.000 kan man opnå, hvilket jeg har meddelt de udenlandske forlag. Kan det hjælpe til med flytte lodderne på vægtskålene, så er det kun godt.
Samtidig er jeg også blevet tilbudt et bijob. Som manuskriptvurderer hos et forlag. Netop det glæder jeg mig meget over - og til. Det er spændende at få lov til at stå med på sidelinjen på "på den anden side af skrivebordet".
Jeg håber, at det bringer en masse lærerige oplevelser med sig.
Rent skrivemæssigt står den p.t. ikke på nogen nyskabelser, da det stadig er under en uge siden, at jeg blev færdig med redigeringen på ATALANTA. Til gengæld er jeg så småt begyndt at redigere i min gamle ungdomsroman GYSERKLUBBEN, som jeg håber at Branner & Korch kunne være interesseret i.
Og når det så er sket, glæder jeg mig til at kaste mig over nogle af alle de ideer, der farer rundt i mit hoved.

mandag den 23. august 2004

Sommerhygge

Der er vel ikke så meget nyt at berette, men sludre kan man vel altid.
Hvis jeg troede, at det ville blive nemmere, når man først havde fået udgivet den første bog, så tog jeg fejl. Sandsynligvis er det fordi at Nynazisten ikke blev en bestseller og heller ikke modtog priser. Den er bare en jævn god ungdomsbog med morale, men det er ofte ikke godt nok.
Men jeg har da bestemt ikke givet op. Nu har jeg prøvet det sus, det er, at få udgivet en bog, og det vil jeg dældulme prøve igen. Stædighed er en af mine forcer (eller en af mine karakterbrister, alt efter hvordan man ser det naturligvis).
Det betyder så også, at jeg pt. fører "krig på alle fronter". I Danmark forsøger jeg stadig at finde et forlag, der vil udgive Fuck Det!, som jeg jo selv synes er guds gave til ungdomslitteraturen (mindst!). Jeg har forsøgt forskellige forlag og har da også modtaget en konsulentudtalelse mere på romanen, som dog ikke var nær så positiv som den fra Branner & Korch.

Det kan dog ikke slå mig ud. Læsning er en smagssag, og en ting, som jeg er blevet meget bevidst om i den forgangne tid, så er det ofte ikke kvaliteten, der er afgørende for en romans udgivelse. Jeg vil måske skyde på at det er 15% talent, 15% romanen, 10% redaktørens mening, 10 % konsulentens mening og 50% tid og sted. Tid og sted skal forstås på den måde, at romanen kan være nok så god, men hvis forlaget a) er økonomisk trængt b) allerede har planlagt sine udgivelser efter en bestemt målsætning c) i det hele taget har fremtidsplaner, som de naturligvis ikke delagtiggør amatørforfatter i - så udgiver de den ikke. Sådan er det bare, og når man tænker over det, så er det måske heller ikke så sært. De skal overleve i en branche hvor der bliver færre og færre bogkøbere, og så har de måske hyret en eller anden markedsføringskonsulent til at fortælle dem i hvilken retning de skal slå slaget. Træls er det, men biografier over kendte mennesker er nu engang det der er in - for tiden. Det ændrer sig forhåbentligt. Der er vel grænser for, hvor meget snagen samfundet har behov for.
Et forlag i Sverige vurderer stadig Nynazisten, hvilket de har gjort i 5½ måned. Jeg har intet imod ventetiden, bare det giver pote på et tidspunkt, hvilket jeg selvfølgelig krydser fingre for. Den sidste tilbagemelding jeg fik var positiv, men de vurderer stadig om den passer ind i deres program.
Et forlag i Norge har i mellemtiden sagt nej tak til Nynazisten. Den passede ikke ind i deres program, men rent litterært havde de ikke noget at udsætte på den. Fræk må man jo være, så jeg spurgte om de måske havde lyst til at se noget af det andet jeg har skrevet. Ud over de færdige ungdomsromaner, nævnte jeg også min historiske, som godt nok er færdigskrevet, men pt. er ude ved betalæserne og derfor ikke 100% færdig.

Naturligvis var det den, de ville se. Så jeg skrev et fyldigt referat af romanen og derudover sendte jeg forlaget de første 4 kapitler af bogen, så de kan se stilen og danne sig et indtryk.

torsdag den 17. juni 2004

Venter ...

En af de ting, der nok er værst ved at være amatørforfatter, er uden tvivl ventetiden.
Så længe man skriver løs på en roman, tænker man ikke så meget over det, da er man fuldt optaget af skriveprocessen, historien og personerne i romanen, der fylder i ens hoved. Men når man har sat det endelige punktum, så begynder ventetiden.
Det er sket for min historiske roman. Jeg har sat sidste punktum, og er nu nået til det - som en ven kaldte det - der hedder målstregskuller. Man har arbejdet med et værk i over et helt år - elsket, lidt og grædt med personerne - og så begynder jeg at tvivle på værkets kvalitet. Det er meget naturligt for mig. Det sker ved stort set alle de romaner, jeg skriver. Bind 1, de første 200 sider, er røget af sted til min betalæser, og jeg er netop nu ved at gennemlæse de sidste 200, så de kan komme af sted også.
Netop nu vil jeg ikke arbejde videre med romanen. Jeg er for negativ overfor den, betvivler som sagt kvaliteten, og er alt i alt ret træt af den. Det hjælper dog, når jeg har sluppet den og betalæsernes kommentarer kommer ind. Der er tre personer, der kommer til at læse denne roman på dette stadie, og når de er færdige med gennemlæsningen og kommentarerne, er der gået så lang tid, at jeg atter kan tage den frem, og se på den med friske øjne. Den er dog sikkert ikke så ringe, som jeg lige nu føler, så jeg glæder mig til betalæsernes kommentarer. Som et lille barn juleaften. :o)
Derudover venter jeg stadig på tilbagemelding fra både Norge og Sverige. I et anfald af paranoia over at de måske ikke havde modtaget bøgerne, skrev jeg til dem og forespurgte. Begge lande havde modtaget et eksemplar, og i Sverige skrev de endda tilbage, at konsulenterne havde sagt god for den, og at den nu lå til bedømmelse hos forlæggerne, for at de skulle vurdere om den passede ind i deres udgivelsesprogram.
Det er bestemt spændende og endog meget positivt, men målstregen er ikke nået endnu. Der er altid tre hurdler man skal over. Kan redaktøren lide den? Hvis ja, så ryger den til konsulent. Kan denne lide den? Vil vedkommende anbefale den til udgivelse? Og derpå er det forlæggeren/redaktøren, der så igen vurderer om den passer i forlagets udgivelsesprogram, økonomi og planer for fremtiden.
Af samme grund skal man ikke altid tage et afslag som en personlig fornærmelse. Der kan være mange andre grunde, end netop manuskriptets kvalitet, der ligger til grund for et nej.
Netop nu er der fx. et dansk forlag, der vurderer Fuck Det!. De har allerede haft den til bedømmelse én gang, men afslog den pga. interne årsager. Det fornemmede jeg ved deres afslag, og har nu - et lille år efter - forespurgt om de var interesserede i at se den igen. Det sagde de ja til, og Fuck Det! ligger netop nu ved deres konsulent til bedømmelse.
Så som sædvanligt - jeg venter.... og venter .... og venter. Men jeg gør det med glæde, især hvis det betyder en udgivelse i den anden ende.

fredag den 7. maj 2004

Skuffelse

Omsider fik jeg det endelige svar fra Branner & Korch.
Desværre endte det med et afslag, da min nyeste roman "Fuck Det!" er for barsk for B&K's program. Dette er forståeligt nok, da den virkelig er grum på sin egen stilfærdige måde, og jeg havde måske selv en fornemmelse af det, efter at have undersøgt deres udgivelsesprogram. Men man håber vel altid.
Dette afslag betød desværre også en foreløbig afslutning på samarbejdet mellem Branner & Korch og jeg, hvilket jeg dog selvfølgelig håber på at lave om på med en omredigering af en tidligere roman.
Men man er vel vant til afslag, man har jo fået så mange tidligere, så der er intet andet at gøre, end møjsommeligt at kravle op på hesten igen. Jeg vinder jo intet ved at lade den ligge hjemme og samle støv på en reolhylde, så jeg har allerede sendt den ud til det næste forlag.
På min gang på hjemmesiden Fyldepennen.dk, som jeg ikke kan rose højt nok, har jeg også observeret en forskellighed i, hvordan folk modtager et afslag. Mange tager det som personlige fornærmelser og nederlag og tænker ikke altid på, at der kan være hundrede andre grunde til et afslag, end lige det kvalitative. Derfor må man - i mine øjne - bare se at komme videre. Det handler om (for os endnu ikke-etablerede forfattere) at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, hvilket naturligvis kan være svært, men ikke umuligt.
Heldigvis lykkedes det også i ny og næ, og netop her på det sidste har der været mange af Fyldepensbrugerne, der har - eller er ved - at opnå udgivelser. Det er virkelig dejligt at se, når det lykkedes. Jeg ønsker dem alle held og lykke med deres projekter.
Selv arbejder jeg videre for fuldt tryk. Fornøjelsen ved at skrive, at kunne skabe liv til personer, der rumsterer i ens sind, har man jo uanset. Min historiske roman, der nu fylder omkring 400 A4 sider, er ved at nærme sig sin afslutning, og efter en sidste redigering, glæder jeg mig til at sende den ud til mine betalæsere for deres vurdering. Jeg er meget spændt på at høre deres mening, da den som sagt er mit første historiske forsøg, en genre, som jeg selv er vild med. Om jeg i det hele taget magter den genre og stil, der skal til. Dette sker nok i løbet af en måned eller to.
Samtidig har jeg endnu ikke opgivet håbet om at få Nynazisten udgivet i vores skandinaviske broderlande. Både et norsk og et svensk forlag sidder netop nu og ruger over bogen, som de fik tilsendt i starten af februar måned.
Det bliver spændende at se, om dette forsøg overhovedet bliver til noget.
Derudover har Gyldendal udskrevet en konkurrence for en illustreret børnebog. Et projekt, som min søster og jeg med glæde har kastet over. Med hendes evner for illustrationer og mine fantastiske tekster, må vi bestemt have en chance. ;o)
I hvert fald vil det være sjovt at prøve, og det er netop essensen i det. Man har haft morskab med værket, mens det stod på. Det er først bagefter, at skuffelserne muligvis kommer. Men tid, den sorg.

tirsdag den 9. marts 2004

Puha - endelig overstået

Den 4. marts 2004 var jeg inviteret til at holde et foredrag i en langelandsk forening. Denne dato har længe virket truende i horisonten, da jeg - ud over at være den lidt generte og indadvendte type - aldrig før havde holdt et foredrag.
Masser af tanker er fløjet gennem min hjerne. For det første det utrolige i, at nogen (læs: offentligheden) pludselig var interesseret i at høre mig fortælle om mine bøger og mit skriveri. Og for det andet, hvad er det helt præcist folk vil høre? Er de interesserede i at høre om de endeløse timer foran computeren, hvor man ikke kan finde på noget, eller om de tidspunkter, hvor det hele bare kører, og man kan mærke inspirationen glide gennem sig?
Det endte med at jeg besluttede mig for at fortælle lidt om alting, og dermed kunne prøve at opsnuse, hvad folk virkede interesserede i. Ud over det dilemma med emnerne, skulle jeg også forsøge at tøjle min egen nervøsitet.
Efter at have fået foredragsaftenen lidt på afstand, og jeg skal bedømme min egen præstation, vil jeg nok sige at det gik OK.
Ikke forrygende og heller ikke dårligt. Mange havde sagt til mig, at jeg jo vidste hvad jeg talte om, og at når jeg først kom derop og stå, ville alt komme efterhånden. Sådan gik det ikke helt.
Min nervøsitet fik jeg aldrig helt under kontrol, men følte dog til allersidst, at jeg havde nogenlunde styr på det. Det har ikke været det bedste foredrag, som de stakkels mennesker har hørt, og jeg undskyldte da også fordi jeg brugte dem som forsøgskaniner. Men jeg fik dem til at diskutere lidt indbyrdes, smile, le og stille spørgsmål bagefter. Derfor vil jeg karakterisere hele seancen som ok. Skulle jeg nogensinde blive spurgt igen, vil jeg muligvis igen tage imod det, for at se om jeg kan skabe forbedringer og udvikle mig selv og foredraget. Og uanset hvad man vil og kan sige om foredraget, så har det uden tvivl været den største selvvalgte udfordring, som jeg selv har valgt at tage.
Ud over dette foredrag, som har fyldt en del af min tid, har jeg pt. faktisk mange jern i ilden, som jeg venter i spænding på. Min nyeste ungdomsroman Fuck Det! er stadig til bedømmelse hos forlagene. Det har taget lang tid, men jeg formoder at det er fordi man afventer salget af Nynazisten, og derfor ikke vil/kan beslutte sig i skrivende stund.
Derudover forsøger jeg også at få udgivet Nynazisten i både Sverige og Norge, et projekt, som jeg er meget spændt på.
Og så er der naturligvis den norske manuskriptkonkurrence, hvor jeg har indsendt to bidrag. Her foreligger der dog ingen afgørelse før påsken, så jeg må jo væbne mig med tålmodighed.
Ellers bruger jeg meget tid på Fyldepennen.dk, som er et forfatterforum, hvor alle kan deltage. Man får meget ud af at diskutere sine egne og andres tekster med de mennesker, der kommer på stedet. Det er meget lærerigt og selvfølgelig underholdende.

tirsdag den 10. februar 2004

Nervøsiteten breder sig

Netop nu går jeg og ryster godt og grundigt i bukserne. For en måneds tid siden ringede en forening fra Rudkøbing og spurgte om jeg ville holde et foredrag omkring min bog, udgivelsen og mit liv som forfatter.
Jeg sagde blankt nej til at starte med. Frygtelige forestillinger omkring det at stå på et podium med svedende håndflader, bankende hjerte og rystende stemme med hundredevis af mennesker, der stirrer på mig og forventer jeg pludselig har noget spændende at sige, var lige ved at vælte mig omkuld.
Jeg lovede, at jeg ville tænke over det. Og efter lidt selvransagelse sagde jeg; "ja, tak" dagen efter. Og hvor jeg dog fortryder det. :o)
Foredraget skal afholdes d. 4. marts 2004 for omkring 25-30 mennesker og selv om der stadig er lang tid til, er jeg rystende nervøs. Men hvis (bemærk - hvis) jeg overlever dette, vil det have været en af de største udfordringer i mit liv. Mig som hader opmærksomhed og at tale til flere mennesker ad gangen.
Naturligvis har jeg forberedt mig, og har læst det igennem så mange gange, at jeg snart kan det udenad, men hvordan mon det går? Det vil jeg naturligvis skrive mere om til den tid.
Ellers er jeg involveret i flere projekter for tiden.
Mit ungdomsroman FUCK DET! er pt. stadig ved bedømmelse hos forlagene. Det er en langsommelig affære, da man naturligvis afventer salget af NYNAZISTEN, som i øvrigt kan fås på 80 biblioteker rundt omkring i landet.
Derudover er jeg i færd med at overtale både svenske og norske forlag til at udgive NYNAZISTEN. Vores broderlande har nøjagtigt samme problemer med nynazisme som vi herhjemme, så den er forhåbentlig interessant for dem.
Og... så har jeg indsendt bidrag til en norsk manuskriptkonkurrence, så jeg krydser fingre.