mandag den 18. september 2006

FFFFÆÆÆÆÆÆÆRRRRDDIIIIIIIIGGGGG

Ja, altså ... næsten ... ;-)

I går aftes satte jeg det (foreløbigt) sidste punktum i min historiske roman om ”min” forunderlige slægt, som jeg har fundet i de støvede historiebøger.
324 A4 sider er romanen på lige nu, men det kan stadig gå begge veje, når først redigeringen kommer i gang.

Men tjuhej for en følelse. Kvinden her har fulgt mig gennem snart ... hold da op! Jeg skulle lige tjekke ... siden juli 2005. Et år og to måneder har det taget mig at skrive første udkast til denne roman. Derfra skal så fratrækkes de tre måneder, hvor jeg koncentreret skrev på MØRKETS MAGTER og den tid der også er gået med at redigere både den og EN MISBRUGSJOURNAL, det projekt, som jeg er ghostwriter på.

Selve researchen til tiden og de hændelser der skete i de dage, hvor min historie foregår, har jeg dog researchet på og læst om i over ti år, så man kan sige at baggrunden sidder fast i rygraden og det ”blot” var min person, jeg skulle have styr på.

Faktisk har jeg brugt mindre tid på denne roman end på Atalanta, men det er der igen ikke noget at sige til. Ganske vist har jeg stadig mit fuldtidsjob som bogholder, men i og med at jeg ingen børn har, er min fritid min egen. Og den må jeg tilstå at jeg har brugt væsentligt mere struktureret end før i tiden.
Hvor jeg før skrev udelukkende som en hobby, er jeg nu meget bevidst om at forfatterskabet er det jeg vil med mit liv. Det er der jeg føler mig hjemme, der hvor jeg kan udfolde alle mine skæve fantasier og spøjse tanker.
At jeg stadig elsker mit job som bogholder kan for nogle virke mærkeligt, da det jo pr. definition har den fordom hængende over sig at det er ”noget med tørre tal”.
Jeg vil ikke komme ind på en lang forklaring om hvad mit job går ud på, men i og med at det er en meget alsidig virksomhed, så er mit arbejde langt fra kun jonglering med tørre tal.
Desuden så giver det en fantastisk modvægt og en god balance mellem min højre og venstre hjernehalvdel.

Hvor vil jeg hen med den lange forklaring? Jo, at jeg vel nu godt kan sige at jeg har to jobs. Mit 37-timers som jeg bliver betalt for og mit forfatter-job, som vel også snart tangerer 37 timer.
Men det gør ikke spor. Jeg elsker det. Ellers gjorde jeg det jo ikke. :-)

Sikke en succesfølelse det giver at afslutte endnu en roman. Den kommende tid vil komme til at gå med at gennemlæse den research om de hændelser der skete i tiden for at se om der er ting jeg har glemt og ting der skal tilføjes. Jeg ved at der skal tilføjes beskrivelser, da det er noget af det jeg ofte glemmer, mens jeg skriver.

Jeg her en fornemmelse af at forfattere – ud over deres mange forskellige måder at gribe det an på – også skriver med forskellige udgangspunkter. Nogle er meget visuelle og SER handlingen udspille sig, som var det en film i deres hoveder. Andre både SER og HØRER hvad der sker, hører dialogen udfolde sig og kan gengive deres personligheders karakters replikker ord for ord. Og jeg er så en af de forfattere, der nærmere FØLER handlingen. Og netop derfor svipser beskrivelserne for mig somme tider, for de er ofte ikke relevante i min verden.

Så ud over indsætning af eventuelle hændelser jeg har glemt, tøj og udseende som skal beskrives er der den almindelige redigering, hvor sætninger skal omformuleres og der skal strammes op.
Der er altså lang vej endnu, men hvor det dog stadig føles godt at være færdig med første udkast. :-)

onsdag den 13. september 2006

Mere ævl

Faktisk er der vel slet ikke særligt meget at fortælle, men det skal da ikke forhindre mig i at hælde mere ævl på denne hjemmeside. :-)

Jeg skriver stadig på den historiske. Slutningen nærmer sig med ubønhørlige skridt, og samtidig med at jeg glæder mig til at blive færdig, så er der den sædvanlige modvilje mod at slippe noget, som man har arbejdet med så længe.
Samtidig har jeg svært ved at lade være med at se frem i tiden, hvor de næste skæbner i denne forunderlige familie allerede lokker med deres voldsomme og spændende liv. Men jeg tvinger mig selv til at lade være.
Mon ikke jeg skulle vente med at skrive opfølgeren til en 6-7 bøgers serie, indtil jeg har fundet ud af om der i det hele taget er et forlag, der gider have den første? ;-)

Når først den er ude af vagten til mine betalæsere er der også en del andet jeg vil kaste mig over.
For der første er der den årlige eventyrkonkurrence hos AbZebra. Den har deadline 20. december og vi ved jo af bitter erfaring at den tid har det med at snige sig ind på én. Jeg har en tidligere skrevet novelle, der kun skal udvides en smule for at kunne kvalificere sig og samtidig har jeg en idé, som jeg samlede op i Krakow, Polen, da jeg var der tidligere i år. Så det er det, jeg regner med at kaste mig over, når jeg bliver ledig igen.
For det andet så fik jeg en idé til en socialrealistisk roman for voksne, som jeg egentlig også brænder efter at skrive.
Og for det tredje så har jeg jo de ideer til krimiopfølgeren, som jeg også gerne ville skrive.

Tænk sig ... og jeg der aldrig havde troet at jeg skulle skrive opfølgere, har nu hele to serier i hovedet.
Men det samme gælder for krimien. Måske skulle jeg lige afvente forlagenes dom inden jeg kaster mig ud i de projekter.

Mht. Atalanta, mit lille barn, der blev løsladt tidligere på året, så går det stille og roligt fremad. De tilbagemeldinger jeg får er overvejende positive og jeg kan se at den er udlånt på mange af landets biblioteker, hvilket er dejligt.

I det hele taget er det en forunderlig følelse at vide at folk ude omkring i det danske land er i gang med at læse mine bøger. Somme tider kan man heller ikke lade være med at tænke på, hvad mon de tænker, men sådan er det jo.

Ellers er der lidt stilstand for tiden. Bogbranchen lader op til den store efterårs- og julesæson. Jeg selv forventer at deltage i GB Forlagenes efterårsreception (hvis jeg da bliver inviteret igen. ;-)) og har også et arrangement på AbZebras stand på BogForum, hvor jeg skal signere bøger sammen med nogle af de andre eventyrforfattere.
Desuden skal jeg også mødes med min GB-redaktør derinde, hvilket også er spændende, da vi i hele forløbet kun har truffet hinanden én gang tidligere.
Når man bor så langt ude i provinsen som jeg gør, foregår det meste pr. telefon og mail, så det er næsten som at mødes med pennevenner. :-)

Inden længe skal jeg også mødes med tre andre forfattere. Vi har efterhånden kendt hinanden i årevis, læser hinandens tekster, kommer med ærlig og konstruktiv kritik og bakker i det hele taget hinanden op, når forlagsverdenen er for grum.
Vi har alle prøvet at få afslag på afslag, men også glæden ved at komme igennem nåleøjet. Næsten ... vi mangler lige den sidste, men ham skal vi nok få vippet igennem også. ;-)
Efter årelang korrespondance via e-mails mødtes vi for første gang sidste år. Nu skal vi mødes for anden gang og jeg er spændt på at se dem alle sammen igen.

fredag den 1. september 2006

'notforkølet

Er det ikke bare typisk?
Min sidste sommerferie uge var noget jeg så frem til. En hel uges ferie med ingen andre planer end at skrive på min historiske roman. Og hvad sker der?

Jeg ramler direkte ind i en virus, så jeg med tungt hoved, brændende øjne og tilstoppet næse næsten ikke kan samle mig om romanen.
Det er lidt svært at lægge op til en romantisk scene, mens man selv griber ud efter køkkenrullen for at tørre skærmen af efter endnu et nys. ;-)
Men trods det har jeg alligevel fået skrevet omkring 30 sider på den, hvad jeg – omstændighederne taget i betragtning – egentlig er godt tilfreds med.
At der formentlig skal bruges mere tid på redigering i netop de kapitler, må jeg så tage med.

Jeg er i gang med det første udkast af romanen. Det vil sige at jeg her ikke tager mig så meget af om alle kendsgerninger, beskrivelser og andre detaljer er på plads. Her skal jeg bare føle min person, føle hendes tanker og vide hvordan hun opfører sig. I bund og grund er det jo det der gør gode bøger – at personerne opfører sig realistisk. Ikke nødvendigvis forståeligt, men i hvert fald livagtigt.

Første udkast er vel færdigt om små 50 sider, gætter jeg på. Der mangler ikke så meget af historien, før den når til det punkt hvor jeg vil stoppe den. Det er en anden pudsig ting ved at skrive historiske. Skriver man fx en krimi så er klimakset jo der, hvor hele miseren opklares. En gyser ... der hvor monsteret bliver tilintetgjort. En kærlighedsroman ... hvor de to får hinanden i enden. Men en historisk ...
Hvis ikke lige at personen dør en voldsom død, så er det ikke sikkert at slutningen giver sig selv, og den person jeg har valgt at skrive om har faktisk den frækhed at leve i fred og fordragelighed nogle år. Tsk tsk tsk.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig som et lille barn til at høre hvad mine betalæsere siger til den. Jeg glæder mig til at høre om de mener jeg behersker den historiske genre og om hele den mammut-serie, som jeg drømmer om, skal skrives.
Det håber jeg. Researchmæssigt har jeg – fandt jeg ud af til min store skræk her den anden dag – faktisk arbejdet med tiden i snart 10 år.

Derudover ... Ja, jeg fik endnu en idé til en roman, som jeg brænder efter at skrive. Den hører mere til i den socialrealistiske genre, og jeg tror det kunne være en ret god idé.
De to ideer til min krimihelt Langkjær står også på standby indtil videre og så er der lige ideen til eventyrkonkurrencen ved AbZebra.

Så det er tiden jeg mangler – bestemt ikke inspirationen. :-) Og så er sådan en forkølelse jo ret enerverende.