mandag den 27. juli 2009

Efter nedbruddet

Hvad var det, jeg skrev sidst? Hvornår mon jeg lærte, at arbejde ikke er alt? Og at jeg havde de klassiske stress-symptomer?
Tja, hvis det ikke var så træls, så ville jeg nærmest hulke af grin. Men så skide skægt er det faktisk ikke.

Et par dage efter jeg skrev det sidste indlæg, skete der nemlig det, som jeg havde frygtet. Måske endda forventet. I bakspejlet virker det desto tåbeligere, at når jeg nu forventede det, der var ved at ske, at jeg så ikke gjorde noget ved det. Men der skete det, der måtte ske. Jeg fik et stress-kollaps med en tilhørende mild depression.
Det har jeg så "hygget" mig med de seneste par måneder. Gudskelov har jeg haft (og har) en megt forstående arbejdsgiver, og jeg har haft mulighed for at trappe langsomt op igen. Fra i dag er jeg så raskmeldt, men har heldigvis muligheden for at arbejde delvist hjemmefra, så jeg håber det er det, der skal til.

Rædselsvækkende beretninger har det jo ellers ikke skortet på. Om folk, der går totalt ned med panikangst, svære depressioner og fysiske symptomer. At mere end 90% ender med at skifte job eller fag, og har været sygemeldte i virkelig lange perioder.
Jeg kan prise mig lykkelig for at mit hul ikke har været så dybt, som så mange andres, selv om det har været dybt nok.

Det har været et par måneder med selvransagelse på flere niveauer, men jeg tager det dag for dag, og håber det er vejen frem.

Blandt andet er det gået op for mig at jeg i snart to år ikke har skrevet med GLÆDE. Jeg har skrevet, men det har været for at opfylde enten kontraktlige forpligtelser, eller et brændende ønske om at få noget færdiggjort, og det kan formentlig ses i det skrevne. Alt andet ville være mærkeligt.

Men i det sidste uge skete så det utrolige. Jeg skrev intet mindre end 10 sider i løbet af to dage (og det er MEGET, når der kun bliver skrevet når Mini-Eiben sover), og jeg skrev dem med glæde! Min hovedperson i min historiske roman, der skal være DRONNING AF BLODs efterfølger, har nu fået lidt mere på bagen, og jeg håber på at kunne fortsætte ... bare lidt endnu.