torsdag den 9. december 2010

Julen nærmer sig

Så er der sgu gået et år igen. Er det ikke utroligt?

Og nytåret er lige om hjørnet ... tid til at kigge tilbage, frem og bla bla bla.

Jeg tror sgu bare at jeg springer det over denne gang. :-)

Det går stille og roligt fremad med min roman, selv om det måske er liiige roligt nok for tiden.

Jeg er nået til et punkt i romanen, som jeg ikke lige ved hvordan jeg skal overvinde.

Problemet med dokumentarhistoriske romaner er jo at jeg skal følge personens liv, og sommetider har de personer det jo med at leve stillestående i et vist antal år. Samtidig er det jo sådan med netop den epoke jeg beskriver, at kilderne ofte er ret mangelfulde, så der skal meget gætteri til.

Netop nu er jeg nået til et punkt hvor der er et tidsspring, en stor hændelse, et tidsspring og afslutningen. Det ville være nemt at forklare hvis jeg bare skrev en fagbog, men når det nu er en skønlitterær roman, så bliver jeg nødt til at tildigte nogle hændelser for at spændingskurver og sammenhængen i romanen giver mening og gør den læsevenlig.

Det volder mig lidt kvaler, så mens jeg går og funderer over det, kan julen jo bare komme an. :-)

onsdag den 17. november 2010

Jeg gjorde det sgu!

Som jeg skrev i sidste opdatering, skulle jeg holde et "foredrag" på Syddansk Universitet i Kolding.
Faktisk var min første indskydelse, da Tønnes - professor på SDU - skrev og spurgte, at sige nej. Jeg har kun prøvet at holde et foredrag én gang tidligere, men det var for det første for mange år siden, og for det andet for folk, der vist dybest set ikke var vanvittigt interesserede.

Her var jeg omgivet af historienørder, som jeg :-), og faktisk havde de prøvet at skrive en novelle i historisk tid, som gav anledning til en del spørgsmål.

Så jeg ikke bare overlevede, men syntes at det gik ok. Godt, vil jeg ikke kalde det, for de stakkels mennesker måtte lægge øre til en del japperi, især is starten hvor nervøsiteten var på sit højeste.
Gad vide om man bliver bedre til det?

Selvfølgelig var der så også en del ting, som jeg bagefter på vej hjem i bilen ærgrede mig over at jeg ikke havde sagt, eller fulgt op på, for der var flere gode spørgsmål. Men sådan er det vel altid.
En ting som egentlig først slog mig bagefter, og som kan blive ved med at komme bag på mig er at folk syntes det er mærkeligt/sejt/nørdet at skrive romaner/noveller.

En ting som jeg jo syntes ligger naturligt, og som hører til min personlighed. Uden den har jeg det dårligt. At nogen kan finde det interessant og uforstående, tænker jeg sjældent på.

Tænker forfattere end andre mennesker? Måske ...

Jeg kan da huske at jeg som teenager og barn troede jeg var sær og anderledes end andre. Selv den dag i dag, kan tankeassociationer får mig på glatis ved de almindelige samtaler på arbejdspladsen. Så jo ... jeg tror vi tænker anderledes.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal definere det (fikst, ikke? En forfatter, der mangler ord?), men jeg tror det er associationerne, empatien og "videredigtningen" der er de største faktorer.
At man som forfatter bruger SÅ lang tid på at skrive noget ...? Ja, det kan forekomme sært på nogen. Det er jeg i hvert fald stødt på før. :-)

På den anden side kan det forekomme mig virkelig underligt at nogle folk gider bruge aftenerne foran fjernsynet for at se de samme genudsendelser, stramajbroderi eller rengøring.
Sådan er vi jo gudskelov så forskellige. :-)

Mht. skriveriet ... Jeg var egentlig relativt godt kørende på min ptolemæiske efterfølger, da jeg pludselig fik kendskab til en novellekonkurrence, hvor man skulle skrive om fx arbejdspladser.

Dum som jeg var kastede jeg mig over den, og skrev om stress - hvad er mere nærliggende når man taler arbejdspladser anno 2010?

Og alene det var nok til at få mig længere ud mod afgrunden igen.

Jeg tilstår ... jeg er ikke helbredt. Jeg ved faktisk ikke om man nogensinde bliver det, men jeg kæmper en brav kamp, og prøver at holde den fra livet.

lørdag den 23. oktober 2010

Sikke en masse ord

Både der kommer ud, men da så sandelig også dem, der kommer ind.

På et tidspunkt fik jeg jo - guderne skal vide hvorfor - tanken, at jeg i min stilstand kunne i det mindste skrive her, hvilke bøger jeg læste. Ikke at jeg decideret ville prale med min ikke så fin-litterære smag, men fordi nogen måske kunne blive inspireret.

Der findes jo så mange gode bøger derude, hvilket både kan være en hæmsko, men også en inspirationskilde.

Når jeg læser en god bog, får jeg altid lyst til at skrive en ditto. Somme tider kan man dog også tænke, hvad der dog får én til at formaste sig til at tro, at man selv kan udgyde noget, der bare er halvt så godt ... :-)

Under alle omstændigheder er det gået op for mig at jeg faktisk læser RET mange bøger. Ok, jeg har altid vidst at jeg har læst meget, men det er faktisk flere end jeg forventede.
Men det hænger ofte sammen ... når jeg læser meget, så skriver jeg. Det er nok noget med at hober sig op inde i hovedet på én indtil de skal ud på én eller anden måde. :-)
Det går i hvert ret godt med min roman om ptolemæerne. Jeg har rundet de 115 sider, og det skrider fint fremad. Jeg er måske halvvejs i romanen, og når man tænker på at jeg startede i februar, er det faktisk ret godt.

Især når man tager de seneste års stilstand i betragtning.

En anden nyhed ...

I forbindelse med "Dronning af Blod" havde jeg kontakt med en professor ved Syddansk Universitet. Han var mig behjælpelig med nogle forskellige ting, og jeg var ham meget taknemmelig. Jeg sendte ham også et eksemplar, og var skide nervøs for hvor mange fejl han ville finde. Enten var han bare flink, eller også så var der slet ikke så mange. :-)

Under alle omstændigheder, skrev Tønnes til mig for nylig og spurgte om jeg havde lyst til at komme til Syddansk Universitet og deltage i en lille seance, hvor vi skal tale om historie kontra den historiske roman. Hvordan man får den der meget upraktiske historie til at passe ned i romanform. Og andre ting.

Altså ud over det faktum at jeg allerede nu er hunderæd - mig og menneskemængder, der lytter til mig ... brrrrrr - så tror jeg faktisk det kan blive ret morsomt og givende.

Mere om det senere ...

mandag den 27. september 2010

Priset være muserne

Ikke at forveksle med musene, som vi ellers har en del af herude på landet, og som ikke bliver prist i særlige høje vendinger.

Nu er jeg ikke bange for mus, jeg gider bare ikke have dem i mit køkken, for det betyder konstant og ekstra opvask, og netop det er så bestemt ikke et hit. :-)

Næh, det er muserne jeg tænker på. De der lunefulde og vidunderlige (skynder jeg mig lige at tilføje) væsener fra den græske mytologi, som inspirerer til dejlige ting.

De har åbenbart smilet lidt til mig her på det sidste, og jeg har fået skrevet en del mere på min roman.
Faktisk har jeg nu rundet de 100 sider, og mit nuværende skøn må være at den nok bliver omkring 225-250 sider lang efter første gennemskrivning. Måske også lidt længere, hvilket er meget godt, da der jo altid skal skæres en del væk igen.

I hvert fald krydser jeg fingre og håber det bliver ved.

mandag den 23. august 2010

Virkeligheden kalder

Eller ... det er jo faktisk et par uger siden at jeg er startet arbejde igen.

Jeg har ellers været godt skrivende her i ferien, så godt at jeg næsten har forbavset mig selv, men siden jeg startede arbejde igen ...

Den lille insisterende stemme i mit indre om at de to ting ikke længere er kompatible overhører jeg totalt, og er overbevist om at min nuværende sløvhed ene og alene skyldes et kedeligt mellemstykke, som bare skal overstås.

Jeg SKAL igang igen. JEG SKAL!!!

Efter tre års stilstand har jeg endelig prøvet at være fornuftigt skrivende igen, og endda haft glæde ved det.

JEG VIL IKKE MISTE DET IGEN!!

lørdag den 31. juli 2010

Ferietid

Det er feeeriiiieeeeeeeeeeee!

Ej, hvor har den været tiltrængt, og åh gud, hvor jeg nyder det. Jeg kan hænge oppe om aftenen, da Mini-Eiben omsider også sover lidt længere end bare til halv seks.

Vi kan tulle rundt, få organiseret og bygget lidt, lige som vi lyster, da vi ingen planer har eller har haft (kun et par enkelte, og de har været til at overse).

Og hvad der er allerbedst ... Jeg er begyndt at skrive igen. Tre kapitler er det blevet til og lysten er der stadig. Jeg er nærmest lykkelig.

Så tager jeg også gerne Langelandsfestivalen med, som gør at vi ikke kan sove med åbne vinduer, men til gengæld gør at det føles som om Michael Falch står i min baghave med sine fantastiske sange.

Det er (selvfølgelig) min ptolemæiske fortsættelse jeg skriver på, og den skrider godt fremad.
Jeg krydser fingre og tæer for at det fortsætter sådan. :-)

lørdag den 3. juli 2010

Sommerferien lige om hjørnet

Ej, hvor jeg glæder mig. Det her forår har været hårdt at slæbe sig igennem, især fordi stressmonsteret har siddet i et hjørne og luret lidt på mig. (Kan man ikke finde på nogle remser, der kan holde sådan nogle sataner væk?)

Men jeg hænger i, bevarer fødderne i nuet, og fanger nogle erkendelser hist og her, som sørger for at monsteret bliver i hjørnet hvor det hører til. En skønne dag, får jeg måske ekspederet det helt ud af mit liv. Hvem ved?

Under alle omstændigheder er lysten til at skrive vendt tilbage. Jeg skriver på noget, som muligvis aldrig bliver udgivet (selv om det er udgivelsesværdigt, ved jeg endnu ikke om jeg VIL have det udgivet), men jeg bliver klogere på mig selv (og andre morsomme ting) undervejs, og det er vel værd at tage med.

Livet på landet er jeg stadig lykkelig over. Jeg fortryder ikke et sekund at vi udskiftede vores murermestervilla med et gammelt forsømt bondehus, selv om vi til stadighed får kommentarerne: "AT I tør ...."

Det eneste brokpunkt ... hvordan fanden kommer man alle de brændenælder til livs? :-)

fredag den 11. juni 2010

Livet på landet

Det er faktisk skægt, sådan at blive jordejer. Det er nogle helt andre ting folk snakker om, når man sådan møder dem.

Forpagtningsafgifter, havetraktorer, EU-støtte og hvad har vi. :-)

På skrivefronten ... Jeg har påbegyndt endnu en roman, men den har jeg faktisk flere forhåbninger til end så mange af de andre.

Den er lidt selvbiografisk, terapeutisk, mytisk og morsom at skrive. Og måske er det det, jeg har brug for.

Jeg har jo hældt rigeligt af vand ud af ørerne med manglende tid, stresskollaps, arbejdsmæssige store opgaver ... men summasummarum er jo nok at jeg skal op på hesten igen, og jeg hænger nok lidt i stigbøjlen.

Egentlig noget pjat, for når jeg virkelig fokuserer og koncentrerer mig, så får jeg faktisk brugbart materiale ud, så det er nok en psykologisk hurdle der skal overvindes.

tirsdag den 11. maj 2010

Fyldt hjerne - del 2

Så lykkedes det sgu. Vi fik vores lille landbrug! En lille beboelig ruin, som vi skal gøre i stand efterhånden som vi får tid, lyst og naturligvis penge.

Det er altså skæppeskønt at fise rundt med Mini-Eiben og glane på biller, myrer, bier og den slags, OG at sidde og spise morgenmad med udsigt til vores helt egen bakke og harerne.

Her bliver vi rigtig glade for at bo!

Vi er selvfølgelig stadig i gang med udpakningen, men det skal sgu nok komme. Stille og roligt.
Og det samme med mit skriveri. Det skal også nok komme igen. Stille og roligt ...

Nu begynder de rent praktiske ting omkring husskiftet også at falde på plads og jo mere ro der kommer over det, desto mere plads i hjernen til skriveriet.

søndag den 7. marts 2010

Fyldt hjerne

Dette er ikke opskriften på en eller anden eksotisk hovedret, men simpelthen hvad der foregår i mit hoved for tiden.

På en eller anden måde har jeg fået viklet mig ind i et hussalg og forhåbentlig et huskøb, som virkelig har fyldt meget den seneste måneds tid. Alt er gået ekstremt hurtigt, så derfor har der næsten dagligt været noget at tage stilling til, håb der brast, igen voksede, og brast igen.

Og nu ser det måske alligevel ud til at det lykkedes!

Sidste gang jeg skrev her, fortalte jeg at jeg havde taget beslutningen om at smide 80+ sider væk på den roman jeg havde skrevet på, og simpelthen starte på en ny. Jeg ræsonnerede således at hvis jeg ikke selv kunne holdes fangen, så kunne en evt. læser nok heller ikke.

Desværre har 2½ års stilstand gjort ting og sager ved mit selvværd som forfatter, så det har nok yderligere blokeret for mine udgydelser. Jeg har simpelthen ikke turdet gå i gang.

Men så en dag satte jeg mig ned, fuldstændig isoleret med ørebøffer på og ryggen til både mand og TV og vupti ... 7 siders kapitel sprøjtede ud gennem mine fingre og ned på pc'en.

Og efter hvad jeg hører, så er det ikke halvt galt. :-)

Så nu er jeg fortrøstningsfuld. Jeg KAN klare det. Jeg KAN jo godt skrive. Jeg skal bare igang igen, så hvis bare drømmehuset falder ned i skødet på mig i næste uge, som jeg håber og forventer, så kommer det sgu nok til mig!

lørdag den 23. januar 2010

Jeg har taget en beslutning

Jeg har jo længe planlagt en slægtsserie om "mine" ptolemæere. Arsinoe II blev beskrevet i Dronning af Blod, og jeg gik pligtskyldigst i gang med næste levende billede, som var Berenike II. (Ok, der var egentlig også Berenike Phernophorus, men hun var knap så interessant).

Jeg har skrevet godt 80 sider af romanen, men det har været under protest. Altså ikke min, men min inspirations eller min muses, eller hvem det nu er, der sidder på mine skrivefærdigheder. Under hele processen har jeg givet alt muligt andet skylden for min manglende lyst og iver til at fortsætte.

- Det er eventyrene.
- Det er graviditeten.
- Det er mini-Eiben.
- Det er al overarbejdet.
- Det er stressen.

Uden egentlig på noget tidspunkt at stoppe op og tænke på om historien i sig selv bare var kedelig. Eller rettere ... om hovedpersonen og jeg bare ikke kom overens.

Og så var det for nyligt at en meget god veninde sagde noget i stil med at jeg nok bare havde behov for en hovedperson med noget mere gang i. Og det er sgu rigtigt. Der skete en masse ting for Berenike II, men tingene skete for (og mod) hende, hun gjorde ikke selv aktivt ret meget for at få tingene til at kunne ske.

Den manglende handlekraft har dybest set gjort hende uinteressant i mine øjne, uden at jeg egentlig var klar over det.

Samtidig mindedes jeg så min redaktørs ord: Du behøver jo ikke skrive om dem alle ... og så slog det mig! Jeg smider sgu da bare de 80 sider ud og springer videre i historien til nogen der er mere interessant.

Nu er jeg så desværre ikke kommet i gang endnu, men jeg er faktisk helt tændt på ideen. Årsregnskabet er kun lige overstået og vanen tro plejer jeg at blive syg mens revisionen er der, så nu kæmper jeg med forkølelsens sidste krampetrækninger og SÅ skal der dælme researches på netop min næste person.

Så er jeg spændt på at se om det kun er lysten der er der, eller om evnen også vender tilbage til mig.

søndag den 10. januar 2010

2010 Kom bare an!

Vi er kommet ind i et nyt år, ja - et nyt årti faktisk, hvilket jo gerne gør at man skal se tilbage på tiden der gik.

Det er med blandede følelser, må jeg tilstå.

Selvfølgelig skete der nogle skelsættende lykkelige ting for mig. I 2004 fik jeg min debut som forfatter, hvilket var en af mine helt store drømme, der gik i opfyldelse, og i 2007 fik jeg min datter, som er en helt ubeskrivelig lykke.

Desværre er mennesket jo sådan indrettet at det er den seneste tid, man husker bedst, og her har stressen jo desværre gjort, at jeg har været meget sortseende og smådeprimeret, uden egentlig at vide det, før det gik galt.

Men skrivning er forunderligt ... ikke nok med at man kan skabe liv og iscenesætte handlinger, en magt og en lykke, som ikke er alle forundt.

At skabe ord der, når det står på skærmen eller på papiret, virker som den rene og skære sandhed.
Ikke at jeg er nået dertil endnu, jeg vil have årsregnskabet på mit civile arbejde overstået før jeg begynder på noget, men jeg har lavet noget andet på min stresscoach's ordre. En hensigtserklæring med hvad jeg vil med mit liv og hvad jeg vil opnå, både fysisk og følelsesmæssigt.

Og bare det at sætte ord på de ting jeg vil med mit liv gør at jeg kan se ting klarere. Det kan ord også gøre!!

Er de ikke fantastiske?

Udenforstående kan sætte sig ind i hvad stress må betyde, men de kommer aldrig til at FORSTÅ det, før de selv (gud forbyde det) har prøvet det. Det har ikke noget med manglende indlevelsesevne at gøre, men det kan bare ikke lade sig gøre, selv med de bedste intentioner.

For mit vedkommende har det blandt andet betydet at stå i bunden af en malstrøm, og kun have udsigt til de strømmende og massive vandmasser omkring mig, som bare tordner rundt og rundt og rundt. Man mister fokus, når man ikke kan se andet.

Nu håber jeg, at jeg er ved at kæmpe mig op ad malstrømmens sider, så jeg igen kan sidde i en båd på vandspejlet og se tingene i et større perspektiv.

Og det må være mit nytårsforsæt nr. 1.