torsdag den 27. december 2012

Status over 2012

Halløj og glædelig juleferie til dem der har. :-)

Vanen tro må det være på sin plads at lave en statusopdatering over året der gik, og jeg har al mulig grund til at være glad.

År 2011 var året, hvor jeg kom i gang med at skrive igen. Jeg vandt en novellekonkurrence med en novelle om stress, et emne, som jeg jo desværre kender ret meget til.
Derudover fik jeg for første gang i 5 eller 6 år afsluttet en roman. En ikke udgivelsesværdig roman, men en ROMAN!

I november 2011 gik jeg i gang med en roman om et gamle Rom, og takket være gode forfattervenner, struktur og ugentlige deadlines lykkes det mig faktisk at skrive en roman færdig på 6 måneder. Det var utroligt imponerende, hvis jeg selv skal sige det. Det er sgu ikke lige den fart jeg skrev med før i tiden.
I Colosseums Sand (eller Tøjelefanten, som den også har heddet undervejs) blev færdig i april måned, og den har nogle ret hæderlige takter. Jeg har fået konstruktiv og positiv feedback fra et forlag, men den kræver en del gennemskrivning, som jeg snart skal have set på.

I maj måned blev jeg også gjort opmærksom på novellekonkurrencen, som Kulturstyrelsen havde udskrevet. Da jeg nu befandt mig i det romerske univers, skrev jeg selvfølgelig en novelle om gladiatorer og Colosseum, og sendte den ind. Stor var min glæde, da den blev nomineret blandt 153 indsendte bidrag.
Endnu større var min glæde, da jeg fik at vide at den var blandt de sidste 5 nominerede, hvor man på Palles Gavebod kunne stemme på den i hele november måned.
Og endnu, endnu større var min glæde, da jeg fik at vide at den endte i top 3. Jeg var dybt benovet og taknmelig.

Til BogForum skete der så det vidunderlige at jeg og Maria Kjær-Madsen endte med en delt førsteplads, og vi derfor begge kunne kalde os prismodtagere af Drengelitteraturprisen. Fantastisk!

Derudover havde forlaget Tellerup opfordret alle deres danske forfattere om at deltage i konkurrencen, da de ville udgive en antologi med alle drengenovellerne. Ad omveje fik jeg tiltusket mig en plads i antologien, og har derfor en udgivelse i 2012. Stor var min glæde.

Efter at have skrevet den, gik planlægningen til min næste roman i gang. Jeg havde fået lyst til at skrive en historie om freakshows og settingen blev lagt til London i det tidlige 1800-tal. Den har jeg så skrevet på siden maj. I oktober/november - da jeg nåede de 200 sider - fandt jeg ud af at jeg fik lyst til at have et lidt anderledes plot end det først planlagte. Derfor måtte jeg omstrukturere, omplotte og med hård hånd slette 50 sider.
Det gjorde ondt, men det var nødvendigt.

I skrivende stund har jeg så netop fintunet de sidste scener og har kun 11 scener tilbage at skrive. 11! Jeg er jo færdig med første gennemskrivning lige om lidt! Det vil sige en roman på 9-10 måneder, som endda er blevet omformet undervejs.

Så det kan godt være at 2012 ikke bragte mig en romanudgivelse, men jeg er skrivende igen! Jeg er produktiv og noget af det må endda være hæderligt. Så jo, jeg er sgu glad og tilfreds.

Nu er der så bare tilbage at sige at jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2013, hvor jeg for mit eget vedkommende håber at jeg får hul på romanudgivelserne igen, og ellers bare er glimtvis lykkelig og glad for livet generelt. :-)

Og søens folk skal selvfølgelig også have en hilsen. ;-)

Kærlig hilsen
Anika

mandag den 17. december 2012

At træde vande ...

Tja, jeg har ikke noget at skrive om i dag, så det bliver en kort post. ;-)

Og dog, skulle man ikke som forfatter være i stand til at lade ordene myldre ud af tastaturet, selv når der ikke er noget fornuftigt at skrive om?
Vi kan jo lade det komme an på en prøve. :-) Og i mellemtiden kan jeg jo så fortælle lidt om hvad der sker i forfatterlivet.

Altså at være feteret prismodtager, at stå på en scene badet i rampelys og modtage kontante pengepræmier lyder jo godt og fint, men man jo nok sige at man hurtigt kommer ned på jorden igen. Rampelyset er slukket, man knokler bare videre med romanen, og pengepræmien har gemalen i øvrigt brugt til at hulmursisolere vores gamle beboelige ruin, også kærligt kaldet "landsstedet".

Selv om vi stadig bor væsentligt under den standard vi havde i vores tidligere murermestervilla, vil jeg dog stadig ikke bytte for noget i verden. Her er skæppeskønt.

Nåh, forfatterlivet ...

Jeg skriver stadig på Freaks. Jeg lavede en del ændringer i plottet for nogen tid siden, og det har selvfølgelig kostet en del på fremdriften. Jeg måtte tilbage og redigere, rette historien ind efter det nye - mere velovervejede og forhåbentligt mere vedrørende - plot, gentænke personers personligheder og i det hele taget genfinde tonen i historien.
Det har taget nogen tid, men jeg er ved at lande i London igen, og det hygger mig lige nu faktisk at kigge tilbage og nulre rundt i det gamle.
På det tidspunkt hvor jeg greb fat i den store saks, var jeg lige ved at runde de 200 sider (wordsider), men den store saks var grum. Den klippede godt 50 sider fra, og selv om det selvfølgelig gør lidt ondt med alle de vidunderlige guldkorn, der bare lige bliver kasseret, så er det jo nødvendigt.
I går aftes endte jeg så på side 190, så jeg er næsten up to date med længden.

Hvor lang den så bliver? Tja ... jeg har noteret mig nogle scener, men jeg er endnu ikke helt klar på hvor lange de forskellige scener bliver. Nogle behøver ikke at være andet end et par sider, andre kan godt bruge et helt kapitel, men mon ikke at jeg har mindst 50 - 75 sider endnu, så jeg ender på et manuskript på omkring 250-300 sider.

Nu banker juleferien forhåbentlig snart på døren, og bortset fra de sædvanlige arrangementer, håber jeg at der bliver tid til en hel række af skriveaftner. Derefter kommer årsregnskabet på mit civile arbejde, men hvis ellers vi har planlagt alting godt nok, så slipper jeg måske for den enorme mængde overarbejde, som jeg ellers kan have.
Sååeh ... skal vi satse på februar? Det kunne være lækkert!

Og sådan træder man vande ... ;-)

torsdag den 13. december 2012

Themesong til Freaks

Nu tror jeg at jeg fandt den ... altså kendingsmelodien til den roman jeg skriver på nu; Freaks.

Jeg har ellers haft The Doors sang; "People are strange" i tankerne indtil nu, og den passer også delvis, men er for blød og jeg syntes ikke at stemningen har været helt rigtig.

Der er godt nok også mange ting ved denne sang, der ikke helt passer til - altså med hensyn til teksterne, men jeg kan godt lide stemningen i den.
Og passagen her, passer rigtigt godt til:

We paint in black and white
and you are the dirty in between
Monstrosity of nature
A virulent disease

Så smukt. :-)

Dette må være mit andet forsøg på en themesong ... måske finder jeg den helt rigtige inden romanen bliver færdig. ;-)

Under alle omstændigheder er det sjovt at lede. :-)

lørdag den 8. december 2012

Når man bliver positivt overrasket

Det sker desværre alt for sjældent, men når det så sker, så bliver jeg så glad i låget. :-)

Jeg var til en sammenkomst i går (ok, lad os være ærlige og sige julefrokost), og talte med et menneske, som jeg kun kender perifært. Ud over at have hilst på ham i ny og næ, så har jeg dårligt talt med ham.

Vi kommer i snak, og pludselig viser personen sig at være meget mere interessant end man havde regnet med. Alle mennesker indeholder spændende sider, hvis man giver sig tid til at tale med dem, og alle (ok, måske lige optimistisk nok :-), men de fleste i hvert fald) har dyb, som af og til kan overraske både positivt og negativt.

Når man så ydermere kommer i snak med et menneske, der ud over at have noget spændende at fortælle, også har sammenfaldende interesser med én selv, så bliver man så glad. Det er så givende at tale med et menneske, som pludselig forstår ens egne nørdede interesser og brænder for ting, som man troede man var relativt alene om.

Jeg har gået og smilet hele dagen, for det er sgu så skønt, når man opdager at livet kan indeholde så meget mere, end bare dagligdags trivialiteter og smalltalk.

Så tak, Anders. Det var sgu en berigende aften. :-)

tirsdag den 4. december 2012

Så er der lektørudtalelse ...

Jeg sidder med et lidt overbærende smil plastret på mit ansigt lige nu. Let overbærende, meget nostalgisk og måske også lidt flovt.

Det drejer sig om lektørudtalelser. Når man udgiver en bog, får den som oftest en lektørudtalelse og ud fra den udtalelse, køber bibliotekerne bøgerne.
De kan være gode, de kan være dårlige og de kan være fuldstændig hen i vejret, og de betyder uforholdsmæssigt meget for en bogs videre skæbne, for hvis udtalelsen er dårlig, kan man være sikker på et dårligt salg til bibliotekerne.

Netop derfor er det også temmelig nervepirrende. Når først man har en roman ude, så kan opnå et vildt afhængighedsforhold til knappen "Send og opdater" i sin mailboks, for hvornår kommer den?? Er den god? Er den dårlig? Kommer den overhovedet????

I dag er der kommet lektørudtalelse på "Historier til Drenge". Novellesamlingen, udgivet af Forlaget Tellerup, som indeholder Tellerupforfatteres bidrag til Drengelitteraturprisen 2012, Vindernovellen fra 2011 og så min egen novelle, som bekendt var vindernovellen i år.

Lektørudtalelsen er dejligt positiv:

Novellerne er generelt velskrevne, og trods den meget korte form lykkes det forfatterne at skrive en fint afrundet historie.

Det er bare fint! Så nu kan bibliotekerne godt gå i gang med at købe den, og hey ... den er ret billig, så det er en formidabel julegaveidé også. :-)

mandag den 3. december 2012

Julen banker på ...

Ved I hvad ...? Der er kun ganske få uger tilbage til juleferien, og ved I hvad det betyder?

Nu tænker de fleste nok på julemad, gaver, familiebesøg, julefrokoster, kravlenisser, juletræer og og og ... men nej, det er ikke det, jeg tænker på.
Juleferie ... ensbetydende med aftener, hvor man kan sidde og hænge over computeren og skrive, skrive og skrive. Det ER da lækkert! :-)

Især nu hvor jeg har fået ny grund under fødderne og ikke længere redigerer. Ikke fordi ... det er da lidt hyggeligt at redigere, men det er nu sjovere at skrive noget nyt.

Jeg har nu haft lidt svært ved at få fat i romanen igen. Den længere pause med først drengelitteraturprisen, BogForum og redigeringen gjorde at jeg kom væk fra romanen, og der gik altså lige et par dage (eller ti) inden jeg fik stemningen under huden igen. Smagen, lugtene, personerne ... alt det, havde jeg været borte fra og skulle vende tilbage til.

I forvejen er det vel lidt underligt at man som forfatter kan stige ind og ud af folks hoveder, hensætte sig til miljøer og historier, der foregår både i fordums tid eller i fremtiden, hvis man er til den slags. Det er et privilegium, som jeg ikke ville være foruden.
Men når man har været lidt væk fra historien, kan det godt tage et stykke tid inden man lander igen. Som en tidsmaskine, der lander lidt skævt for perronen.

Jeg synes dog at jeg er ved at vende tilbage til London i 1818 rent mentalt og så er det da bare skønt at kunne se frem til en juleferie med forhåbentligt masser af skriv.

torsdag den 29. november 2012

Endnu en anmeldelse på Atalanta

Da jeg tilfældigt susede omkring på nettet, stødte jeg ved et tilfælde på endnu en anmeldelse af min første voksenroman Atalanta.
Ok, måske ikke tilfældigt. Jeg googlede, skyd mig. ;-)
Jeg skulle se om der var kommet omtaler på Historier til drenge, hvor jeg jo er aktuel med min novelle Colosseum, og så skulle jeg liiiige ... ;-)

Men jeg forstår godt hvorfor jeg slet ikke har opdaget denne anmeldelse, for bloggeren er kommet til at stave mit navn forkert. Det er hun så langtfra den eneste der har gjort i tidens løb, for hvor normalt er det lige at hedde Anika med kun et enkelt n?

Pudsig historie i øvrigt. Min mor lod min far udfylde dåbsattesten. Mit fædrene ophav er schweizisk og kan kun få gloser danske ord, så hvorfor hun lod ham gøre det, er vist den dag i dag stadig uvist. :-)
Der skete jo det, der måtte ske. Han stavede forkert. Så derfor skulle jeg faktisk havde heddet Annika, men kom kun til at hedde Anika. Tænk sig, med en lettere eksotisk stavemåde har jeg faktisk altid været lidt foran min tid. ;-)

Nåh, tilbage til anmeldelsen, som jeg kun kan være stolt af:
https://louiseshomelibrary.wordpress.com/tag/annika-eibe/

Gendigtninger er svære. Forfatteren skal holde sig til det materiale, der allerede foreligger og samtidig fremføre det på en ny og spændende måde. Annika Eibe kommer flot rundt om den action-prægede historie tilsat en rundhåndet dosis romantik.

Og andre flotte ord, som jeg kun kan være både stolt og glad over. Tak til Louise for at have læst og anmeldt Atalanta.


mandag den 26. november 2012

Ny grund under fødderne ...

Hvor er det skønt at kunne se frem til at betræde ny grund. Det kribler i mig som var det en helt ny roman, jeg skulle til at skrive, men det er såmænd stadig min London-roman, hvis titel lige nu bare er Freaks.

Og alene med titlen har jeg vist afsløret hvilken type karakterer jeg opererer med her i min roman, der foregår i London i det tidlige 1800-tal. :-)

Da jeg lagde ud med at planlægge romanen, havde jeg fuldstændig styr på hvad der skulle ske i den. Jeg synes selv at jeg havde lavet en fornuftig handling og et plot der kunne bære, men efterhånden som jeg skred frem i den, kunne jeg mærke at min hu drejede. Jeg fik lyst til at bære plottet et andet sted hen, og pludselig måtte jeg stoppe op.
Krampagtigt forsøgte jeg at indoperere mit nye plot samtidig med at jeg holdt ved det gamle, men på et tidspunkt måtte jeg jo komme til fornuft. Og det gjorde jeg så. :-)

Jeg standsede og overvejede om ikke bare jeg skulle droppe det oprindelige plot til fordel for det nye, hvilket ikke altid er nogen nem beslutning. Især ikke hvis man besidder en smule stædighed. ;-)
Og så er det jo lykken at kunne plot-sparre med nogle dygtige kollegaer. "Vupti". Et nyt plot var skabt. Eller næsten vupti i al fald ... ;-)

I al fald endte det med at jeg tog min sceneoversigt, og med hård hånd stregede de scener ud, der nu ikke længere havde relevans, markerede de scener, der skulle ændres og kigges på, så de passede med det nye plot, og så "bare lige" skrive de resterende scene-stikord.

Som sagt så gjort, men så kommer redigeringen. Det gør lidt ondt at skulle slette scener/kapitler/passager, som man selv synes er gode, men som ikke længere passer ind i helheden, men det er nødvendigt, og det er da også blevet gjort.

Nu er jeg så nået dertil hvor alt vist er rettet ind, og hvor jeg nu kan komme i gang med at skrive på mine nye scener. DET glæder jeg mig til. :-)

torsdag den 15. november 2012

Bogforum 2012 derpå

Årets bogforum er jo som bekendt afsluttet, og det er ved at være en ganske herlig tradition.

Vi startede den sidste år, så to år er måske en anelse lidt at kalde for en tradition, men jeg håber da at vi kan gøre det mange år frem, for det er usandsynligt hyggeligt, skræmmende, klaustrofobisk og vanvittigt skægt.

Jeg skal starte med at sige at vi er: Pernille Eybye - forfatter til den aktuelle vampyrserie Blodets Bånd, Carina Evytt - horrorforfatter, senest med romanen Jack the Rippers lærling og nu, som det nyeste skud på Tellerup stammen: Louise Haiberg, som debuterer næste år med en dæmonroman.
Ja, og så undertegnede. Måske bedre kendt som gruppens praktiske gris. ;-)

Pernille har givet en ganske fremragende og humoristisk fremstilling af vores tur til Bogforum på sin blog: http://pernilleeybye.blogspot.dk/, og for dem der kan klare sig med færre detaljer ;-), har Louise også skrevet om den her: http://louisehaiberg.blogspot.dk/
I øvrigt har Michael Kamp skrevet et særdeles underholdende indlæg om BogForum her: http://www.michaelkamp.dk/bogforum-2012.html

Og dermed behøver jeg så slet ikke at skrive om det. :-)

Da jeg vendte tilbage til virkeligheden fra en weekend, hvor man ser kendisser overalt (både udenfor og indenfor litteraturens verden), og tilbage til mit civile job, blev jeg spurgt hvad jeg så havde set. Om jeg havde set Jussi Adler Olsen, Camilla Läckberg, Ken Follet osv osv osv.

Men nej. Alt det så vi slet ikke, for Bogforum er - i hvert fald for mig - en chance for at hænge ud med mine gode forfattervenner på en anden måde end normalt. Forfattere har taget nettet til sig, og vi kommunikerer gerne og villigt på nettet eller via mails. Også fordi vi jo ofte bor med lang afstand i mellem os.
Og så er det frygtelig skønt at kunne samles, og bare sidde i hotellets bløde (og lidt udtrådte) chesterfield sofaer og bare have samtaler, som man sjældent har det med andre mennesker. Vi fiser omkring emner i vores allesammens bøger, vores personer, andre forfattere, forlag, dagens oplevelser, men også emner som dyrs sexvaner, tegnsprog, katte, dæmoner, vampyrer og alt andet mellem himmel og jord kan nå at blive vendt.

Jeg glæder mig allerede til næste år ... :-)

søndag den 11. november 2012

Drengelitteraturprisen 2012 - baggrunden

Så er jeg hjemvendt fra Bogforum, og hovedet er efterhånden faldet så meget til ro, at jeg kan udtale mig nogenlunde fornuftigt igen. :-)

Og sikke et Bogforum, det har været i år. Jeg havde jo fået mundkurv på, men nu hvor alt er afsløret, kan jeg fortælle om det. :-)

Drengelitteraturprisen 2012 blev uddelt og vinderne blev - med lige mange stemmer - undertegnede og Maria Kjær-Madsen. Det var faktisk temmelig overraskende, altså at der var lige mange stemmer! What are the odds!? :-)
3. pladsen gik til Kristoffer J Andersen.

Ministeriet for børn og undervisning har skrevet om det her.

Men kort fortalt så har Kulturstyrelsen nu for andet år i træk udskrevet en konkurrence, hvor man med 1500 ord skulle skrive en historie, der kunne fange 11-14 årige drenge, der er meget krævende læsere.
Der var i alt 153 bidrag, og en komité har ud af disse bidrag, udvalgt 5 noveller, der skulle ligge på Pallesgavebod.dk hele oktober måned. Her kunne drengene (tror også at piger har stemt :-)) stemme på deres favorit, og i øvrigt vinde gaver hver dag og i sidste ende blev der trukket lod om en Ipad.

Jeg var blandt de sidste 5 nominerede, og det var - uden sammenligning - den længste oktober måned, jeg nogensinde har oplevet. Hold da op, den kunne trække i langdrag. :-)
Ugen efter fik jeg en dejlig opringning, hvor det blev afsløret for mig at jeg nu var blandt de 3 sidste, og at de håbede jeg kunne komme til BogForum. OM!? Men ok, jeg skulle derind alligevel sammen med et par dejlige medforfattere Carina Evytt, Pernille Eybye og Louise Haiberg, og det skriver jeg nok lige om i et andet indlæg.

Det var en smule kaotisk ved Børnescenen lige klokken 16, hvor prisen skulle uddeles, og da nr. 3 blev afsløret, og Kristoffer J Andersen blev bedt om at sige et par ord, begyndte panikken at brede sig i mig. Sige et par ord?? Det havde jeg ikke lige planlagt. Kun at jeg skulle læse 3 minutter.
Resten af snakkeriet havde jeg da håbet at ministrene stod for. :-)

Jeg lider en kende af sceneskræk, og jeg må tilstå at da jeg og Maria Kjær-Madsen blev råbt op, rystede benene noget under mig. Endnu værre blev det da projektørerne ramte mig lige i bærret og jeg skulle tale ind i en mikrofon. Hold da op, hvor jeg rystede. :-)
Jeg blev så perpleks at jeg nu ikke engang kan huske hvad jeg sagde. :-) Jeg mener dog at kunne huske at jeg takkede børnene for at have stemt, og det er trods alt det vigtigste.

Så nåede vi til oplæsningen og det føler jeg, gik bedre (nogen vil måske være uenige). Det hjalp at kunne klamre sig til papiret. :-)

Men når alt det var overstået, og det gik op for mig at jeg nu kan kalde mig (Del/Med?)vinder af Drengelitteraturprisen 2012, så sidder jeg faktisk med en rigtig rar, dejlig, overvældende, taknemlig men også selvfed fornemmelse. :-)

OG ...

Forlaget Tellerup, der om nogen forstår at henvende sig til unge, tog bolden op lige med det samme, da konkurrencen blev skudt igang. De bad flere af deres forfattere om at deltage i konkurrencen, og samlede deres noveller i en bog, der blev udgivet få minutter efter udnævnelsen.
Jeg har fået tiltusket mig en plads i novellesamlingen, og står nu og blærer mig efter sidste års Drengelitteraturprismodtager Michael Kamp.

Jeg glæder mig vildt til at læse bogen, der er knaldgode forfattere med i den, så køb/læs den endelig. Den hedder Historier til drenge og kan købes i boghandlere og på Tellerups egen hjemmeside.

mandag den 5. november 2012

Bogforum 2012

Så er det ved at være tiden.
Tidspunktet for årets bogfestival nummer et; Bogforum, nærmer sig, og vi er nogle forfattere, der er ved at lave en tradition.
Ok, det er kun anden gang, men det er en ret hyggelig tradition.

Lige som sidste år skal vi mødes i toget, og når forhåbentlig derind inden Pernille Eybye skal på Børnescenen klokken 11:00 (kryds fingre for at der ikke er nedfaldne køreledninger og hvad har vi, så hendes fans skal vente forgæves :-)).
Derudover skal jeg tilbringe tiden med Carina Evytt, som skal have en spændende samtale med Teddy Vork, Michael Kamp og Mathias Clasen omkring horror lørdag klokken 12:00, og Louise Haiberg, som debuterer på Tellerup næste år.

Alle tre fantastiske Tellerup-forfattere.

Derudover bliver der også et lille semi-officielt Fyldepenne-træf lørdag klokken 15, og det er altid sjovt at se/møde de mennesker, som man kun kender over nettet.

Og så er der jo bare en hel masse andre ting, som vi skal se, opleve og især snadre om. :-)

mandag den 29. oktober 2012

Ikke om bøgerne

I dag vil jeg ikke ævle om bøgerne. Jeg vil ævle om kunst, og om musik. :-)

Jeg har tidligere fortalt at jeg har fundet mig et nyt yndlingsband, som jeg dyrker som var jeg en forgabt teenager (hvilket i øvrigt er en ret sjov fornemmelse).

Det drejer sig om det tysk/amerikanske og nu delvist svenske metal band Kamelot.

I dag har jeg modtaget deres nyeste album, hvilket også var længe ventet, da deres tidligere forsanger Roy Khan valgte at stoppe, og svenske Tommy Karevik er blevet valgt som permanent vokalist. Det kan jeg kun være glad for, da jeg har hørt ham i hans svenske band Seventh Wonder, hvor han udviser en formidabel stemme.

Nåh, som sagt har jeg i dag modtaget deres nyeste album, og som relativ ny metalfan er jeg voldsomt imponeret af det kunstværk sådan et album er. Det ser man sgu ikke i mainstream pop. Sorry, men det gør man altså ikke.

Det hele er i en virkelig lækker kvalitet, der er selve CD'en, en bonus CD, en plakat (SÅ teenageagtig er jeg så heller ikke. ;-)) og så en bog, der fortæller om historien bag pladen.
Alene bogen er lavet i sådan en flot kvalitet, og historien, som vist er skrevet af sangeren Amanda Sommerville er både gribende, dyster, melankolsk og sammenhængende.
Virkelig smukt.

Kamelot har begået et konceptalbum, om en familie i 1800 tallet, der kommer ud for adskillige tragiske hændelser og hvad det gør ved dem.
Alle sangene på pladen (som jeg endnu ikke har hørt), handler kronologisk om historien, og jeg er allerede nu ret sikker på at det bliver en fantastisk oplevelse.

Åh jo, jeg er henført. :-)

Se videoen her.

søndag den 21. oktober 2012

Man har et standpunkt ...

til man tager et nyt.

Er det ikke sådan? :-)

Til London, eller hvad den nu kommer til at hedde, havde jeg jo lavet en fuld sceneoversigt. Et synopsis over historien, som jeg vidste hvor skulle hen og hvad der skulle ske.

Og så var det - som jeg vist tidligere har talt om - at mine personer fik kød på, og pludselig begyndte at agere ud fra den bagage de havde med sig. Det har gjort at historien er flydt en anden vej end hidtil planlagt, og i min naivitet, troede jeg at jeg kunne kombinere mine nye ideer med mine gamle.

Det kunne jeg ikke. I hvert fald er det endnu ikke gået op for mig, hvordan jeg kunne løse det dilemma.

Så nu måtte jeg jo tage konsekvensen. Jeg vælger de nye ideer, som hele tiden har spillet i mit hoved, og som jeg måske skulle have planlagt med fra begyndelsen. Det betyder så at jeg skal helt tilbage til starten, fjerne alle de referencer der var til mit gamle plot og lægge små antydninger hist og pist om det nye.
Jeg bliver også nødt til at gå 2-4 kapitler tilbage og redigere meget hårdt i dem (de fleste skal egentlig bare slettes), og så gå ad den nye vej.
Af og til er det bare nødvendigt at bakke lidt og køre en anden vej.

Men jeg håber bestemt at romanen kun bliver bedre af det.

mandag den 15. oktober 2012

At holde styr på historien

Jeg har tidligere fortalt om min post-it metode, og også uploadet billeder af mine indpakningspapir seancer. :-)

Da jeg planlagde romanen London havde jeg næsten det hele på plads: Jeg fik klarlagt alles skæbner, alles handlinger og romanens hovedplot.
Men ... så sker der jo det, der så ofte sker. Når først personerne slippes løs i dokumentet, så flintrer de rundt og laver alt muligt andet end det de havde fået besked på.
Eller ... de laver måske ikke alt muligt andet, men de bliver jo pludselig levende og har mental bagage med sig, som jeg ikke kendte, da jeg lavede sceneoversigten.

Jeg ved faktisk ikke om det er godt eller skidt. På den ene side burde jeg måske holde mine personer i kortere snor og bare tvinge dem til at gøre hvad jeg siger, men på den anden side er det også rart at se dem udfolde sig for mine øjne.
Min egen teori er, at det gør personerne mere levende for læseren (ja, også for forfatteren jo), men det har så den ulempe at nu, hvor jeg er 190 sider inde i romanen, så har jeg pludselig en masse mental bagage, jeg skal have fulgt op på.
Ligeledes har jeg også undervejs haft mange tanker om nogle ting, jeg gerne ville fylde på historien, og som ligger lige til højrebenet, men som roder puslespilsbrikkerne noget sammen.

Så nu har jeg besluttet mig til at lave en midtvejsstatus (ikke at romanen bliver 400 sider!).

Jeg må have fat i mit indpakningspapir, mine post-its og mine forskellige farve tuscher, så jeg lige kan få bundet alle tråde sammen og være sikker på at få det hele med.

Sååååehh ... jeg må nok hellere få manden overbevist om at det igen er en god idé at udsmykke væggene i stuen med gavepapir. ;-)

mandag den 8. oktober 2012

People are strange


Jeg har fået en theme song til min nuværende roman London (arbejdstitel). Det er ikke fordi jeg har gået og ledt efter én specifikt, men da jeg skriver om nogle meget aparte personligheder og samfundets udstødte, så kunne det ikke være andre end The Doors' "People are Strange".
Fantastisk sang!



Og her ville jeg så gerne have fortalt en masse om min bog, men da jeg nu lige var på youtube alligevel, kom jeg i tanke om hvor jeg havde hørt sangen for første gang.

Kan I huske denne version:


Hvor var/er det bare en fantastisk film! Og jeg udbrød endda et piget fnis, da jeg læste topkommentaren: "Twilight is the Justin Bieber of vampire films". Smukt. :-)

Jeg husker stadig, hvor jeg var, da jeg så den for første gang. Det var i teenagetiden og vi var samlet en masse tøser. Vi så den selvfølgelig under mange hvin og fnis, og da den var færdig, spurgte min daværende veninde, om jeg ikke ville gå med hende på toilettet, da hun var en smule skræmt.
Det gjorde jeg, opofrende, som jeg er. ;-)
Da vi åbnede døren igen, havde de resterende tøser forsamlet sig uden for døren, og skreg et kollektivt BØH!! i hovedet på os, da vi åbnede døren.
Ok, indrømmet. Jeg blev forskrækket, men min veninde blev så chokeret at hun brød grædende samme.

Du store, hvor var det morsomt. Nok ikke for Hanne, men hun er vist kommet over det siden. :-)

Og filmen er i øvrigt stadig fremragende.

mandag den 1. oktober 2012

Musik som drivkraft

Jeg har ævlet om min lange pause og skriveblokeringen før, og det gider jeg faktisk ikke engang beskæftige mig med længere. :-)
Men det der fik mig sparket i gang igen, vil jeg gerne tale om. Musik!

Det var først da jeg fik mig et par gode ørebøffer, der gjorde at jeg kunne indkapsle mig i min egen lille verden, at jeg fik gang i flowet igen.
Tidligere har jeg ellers været mest til mainstream musik med enkelte afstikkere til noget andet, men nu ... Når jeg får bestilt albums fra diverse net-steder, ser min mand skiftevis på mig og på cd'erne og spørger: "Hvor er min kone, og hvad har du gjort med hende?" ;-)

Jeg har skiftet musik smag, men kun til det bedre (synes jeg jo selv. :-)) Det er blevet noget mere hårdt end mainstream pop, men jeg ligger altså stadig i den bløde ende af metal-scalaen.
Men der er sgu noget ved metalmusik. Teksterne er bedre, mere indholdsrige, og det yndlingsband, som jeg nu næsten teenageagtigt beundrer, skriver sange, som jeg kunne skrive romaner ud fra. Næsten hver sang giver inspiration til en historie. Der er meget mere substans i det, end jeg i min naivitet havde regnet med.

Men det bedste er næsten tempoet. Den hårde rytme driver én fremad, man kan lukke alt ude og blot mærke hvordan trommer og guitar strømmer ud gennem armen og videre ned i fingrene.

Jeg gik fra Linkin Park til 30 Seconds to Mars til Evanescence til Nightwish og endte ved Sewenth Wonder, Serenity og sidst men absolut ikke mindst Kamelot.
Det er som I kan se ikke særlig hårdt, så dybest set er jeg nok bare stadig en poptøs gone semi-wild. ;-)




Og det startede faktisk fordi jeg kom i tanke om at Stephen King i "On Writing" nævnte at han hørte høj metalmusik, når han skrev. Det kan jeg til fulde tilslutte mig! Det virker det skidt! :-)

mandag den 24. september 2012

Teknik og gode råd

På min bogblog har jeg lige læst og anbefalet Ane-Marie Kjeldbergs nyudgivne håndbog om det at skrive, og næsten simultant har jeg fulgt en debat på et skrive-forum omkring håndbøger og de råd, der måtte stå i dem.

Misforstå mig ikke! Jeg er absolut tilhænger af at man læser skrivebøger, både når man er ung i faget, men også når man løber ind i perioder, hvor man trænger til at blive rusket op i.
Det er kun godt at man tager et skridt baglæns fra sin historie, og ser på sagen med nye og friske øjne, hvilket skrivebøger generelt er gode til at få én til at gøre.

De skriveøvelser, som man kan finde i føromtalte bog er meget relevante, og de af dem jeg prøvede, var faktisk også ret givende, så jeg skal helt sikkert have afprøvet de andre. Og jeg tror også at man med fordel kan afprøve dem med jævne mellemrum gennem sit forfatterliv.

Der hvor jeg så trækker lidt i land er når man tager en skrivebog (en hvilken som helst én), og betragter det som den endegyldige sandhed. Jeg har set flere eksempler fra både helt nye, men også lidt mere garvede forfattere, som kategorisk siger at man ikke må dit eller dat.
Personer som ikke kan skrive et afsnit uden at konsultere diverse skrivebøger, og lægger mere i deres ord, end det de er: Opfordringer, gode råd og fornuftige øvelser.

For vi kan alle sammen bruge de øvelser til noget. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Men der findes altså ikke nogen facitliste til håndværket. Vi griber det alle forskelligt an ud fra de forudsætninger vi har med i bagagen.

Selvfølgelig skal historien ikke sejle i grammatiske fejl, man skal ikke skifte synsvinkler midt i sætninger eller fylde historien med ting, der ikke er mulige. MEN ...

Somme tider er der altså forfattere der bryder ud og rent faktisk gør de ting, og alligevel bliver det gode bøger, måske endda mesterværker. Hvis bare det er brugt med omtanke.

Og hvad vil jeg så sige med alt mit ævl? Skriv først og fremmest med hjertet, og kig på skrivebøgerne, når du når til redigeringen. Man kan blive så forkrampet af alt det man burde, at det man rent faktisk kan, bare bliver noget hø.

Stol på dig selv i processen, dine instinkter, din underbevidsthed ... Den hjælper dig altså helt godt på vej, vil jeg vædde med.

mandag den 17. september 2012

Herlufsholm Fantasy messe

Her i weekenden havde jeg fornøjelsen af at besøge den nyetablerede fantasymesse på Herlufsholms Kostskole. Der var helt sikkert noget Pottersk over de gamle mure, frokosten i klostergården og munkecellerne i kælderen.
Jeg personligt kunne måske godt have ønsket mig nogle flere stande, men måske er der bare heller ikke så mange forlag der udgiver fantasy i dag.
Under alle omstændigheder havde de kreeret et fint program, hvor der skiftevis i Læsesalen eller Spisesalen var et interview/oplæsning e.l.

Nu var jeg så sammen med ikke mindre end to af de deltagende forfattere, og nød derfor godt af VIP behandlingen, der var absolut fremragende.
Ok, næste år ville det måske være rart med skeer til kaffen, så nogle af de tilstedeværende (ingen nævnt, ingen glemt. ;-)) ikke behøvede at bruge knive til at røre rundt med, men bortset fra det var det godt arrangeret og man følte sig godt tilpas derude.

Det var også rart at se at hele 1500 mennesker var kommet derud i løbet af de to dage, så man kunne bestemt håbe på at den messe var kommet for at blive.

Og derudover ... så er der altså bare noget ganske særligt og dejligt ved at fise rundt sammen med ens forfattervenner, der er mindst lige så skøre i bolden som én selv. Som har samme finurlige tankegang, og som ofte lider under de samme kvaler hvad angår skrivningen.

Jeg glæder mig allerede til at være sammen med de samme mennesker til Bogforum i Bellacentret i november!

mandag den 10. september 2012

Søndagsdeadlines

Som jeg har skrevet før, så er jeg blevet frygtelig struktureret.
Næsten utrolig meget i forhold til hvad jeg var før.

Sidste år i november indledte jeg et samarbejde med to gode forfattervenner om at vi hver søndag skulle aflevere et kapitel, en sceneoversigt eller noget andet skriverelateret.

Egentlig troede jeg ikke det ville virke. Jeg er ikke særlig glad for deadlines, når det kommer til det kreative, og den bundne kontrakt jeg havde på eventyrene i sin tid, tog da helt skriveglæden fra mig.

Men søndagsdeadlines'ne virker bare upåklageligt. Siden november har jeg stabilt kunnet aflevere som minimum et kapitel om ugen, og efter jeg er startet op på London, er det også bare gledet af sted uden en eneste svipser.

Det er jeg faktisk lidt stolt af. :-)

Ellers kan jeg nu godt være mesteren af overspringshandlinger, og hvis ikke jeg har noget at holde fast i, så kan de sagtens tage overhånd.

Jeg har ellers ikke gjort meget i at udøse skrivetips til sagesløse læsere, der kommer tilfældigt forbi, men det her råd vil jeg nu gerne give med på vejen.

Sæt jer selv deadlines eller delmål. Med dem kan man stille og roligt opnå mere og mere, og vupti ... så har man skrevet en roman. ;-)

mandag den 3. september 2012

Anmeldere og husmoderporno

Sidste uge fik jeg en anmeldelse på en af mine ældre bøger, og jeg blev så glad. Glad fordi bogen og historien stadig holder, og fordi der stadig er folk derude, der kan lide den.

I tidens løb har jeg dog også fået anmeldelser, der ikke var videre positive, og det må man som forfatter affinde sig med, tage med ophøjet ro og man må for guds skyld ikke anfægte anmeldernes vise ord. For de ved jo bedst! Eller hvad? ;-)

I disse dage er første del af trilogien Fifty Shades of Grey udkommet på "mit gamle" forlags underafdeling "Pretty Ink". Alle har hørt om trilogien her, selv ikke litteraturinteresserede er det kommet for øre, at der er et nyt bogfænomen undervejs.
Det pudsige er her at anmelderne er nogenlunde enige med hinanden verden over: Romanen er tyndt skrevet, personerne uden dybde og min favorit "nogenlunde så ophidsende som at klaske en Barbie og Ken dukke mod hinanden". Morsomt. ;-)

Men ikke desto mindre ... læserne verden over er hamrende ligeglade. Grey bøgerne har solgt millionvis af eksemplarer, og er strøget på bestsellerlisterne på rekordtid.

Nu har jeg ikke selv læst bøgerne, så jeg skal slet ikke udtale mig om hverken stil, indhold eller effekt. Det jeg ikke kan lade være med at tænke på er hvem anmelder anmelderne bøgerne for?

Og her kan man jo komme ind på den lange diskussion om kvantitet kontra kvalitet, men der må jo være noget ved det, når EL James kan sælge milloner af bøger på ingen tid. Ugebladsskribenter, der har et trofast og talrigt publikum.
Jeg tænker også på mine egne to favoritter: Stephen King, der altid ses ned på, fordi han ikke skriver lødig litteratur, men alligevel altid er storsælgende. Og Margit Sandemo, der er mest kendt for at skrive Cartland-romaner med et overnaturligt tvist, og alligevel er den mest sælgende forfatter i Norden.

Så sommetider er den gode historie altså bare mere værd end alskens gode meninger i de litterære kredse. :-)

Det er jo det jeg hele tiden har sagt. ;-)

onsdag den 29. august 2012

Ny anmeldelse - gammel bog

For nylig blev jeg interviewet af Xanadues Imagination omkring det at skrive.
Det er sørme lang tid siden jeg sidst er blevet interviewet, så det var helt uvant at svare på spørgsmål om én selv. Nu var det her så heldigvis på skrift. For ... jeg gør mig sgu nok bedst på skrift. ;-)

I samme forbindelse ville Lene aka Xanadue læse Atalanta - I gudindens skygge, som jo efterhånden har nogle år på bagen.
Men det gør jo heldigvis ikke så meget, for historien i sig selv udspillede sig jo omkring år 1100 før vores tidsregning, og har da alligevel holdt helt op til i dag. Der var altså nogle kvaliteter i de gamle sagn, som man bare ikke kommer udenom.

Nu vidste jeg denne anmeldelse ville komme, og det er altid med bæven og neglebidning. Vil læseren kunne lide den? Er det noget hø? Bliver den forstået rigtigt?
Det der med at bogen skal leve sit eget liv og skal kunne stå på egne ben, er meget godt og fint, men derfor kan man da godt være nervøs alligevel. ;-)

Heldigvis lader det til at Lene aka Xanadue kunne lide min "lille" 500-siders fortælling om Atalanta, og det gør mig da bare blød om hjertet.

Der findes ikke nogen større ære end at være så spændende, at "man" bliver taget med på toilettet. ;-)

Og helt ærligt ... prøv lige at se billedet på hendes blog. Ser bogen ikke bare vildt slidt ud? Er der virkelig så mange, der har lånt min lille bog?
Seeejt! :-)

Læs anmeldelsen her.



mandag den 27. august 2012

Idé fasen

Jeg blev for nyligt spurgt om hvordan jeg håndterer idé fasen, så det må jeg nok hellere lige ævle lidt om.
Den pågældende medforfatter har fået mine input, og jeg håber han kun bruge bare noget af det til noget fornuftigt. Det skal dog stadig gå ud over resten af aaaalle mine læsere. ;-)

Det er den historiske genre, som jeg har forelsket mig i. Det har jeg vist altid været, men jeg har jo efterhånden taget nogle afstikkere i andre genrer. Nu er jeg dog vendt "hjem" - i hvert fald for en tid.
Og når det nu er fordums tider der trækker, så er det jo et must at jeg abonnerer på tidsskriftet "Historie".
I kender det sikkert. Et blad i samme stil som Illustreret Videnskab, bare om ... tadaaaa ... historie. ;-)

Jeg elsker det blad. I hvert eneste nummer er der en romanidé der ligger og venter, og jeg kan blive helt frustreret og ulykkelig over at jeg slet ikke har liv nok tilbage til alle de historier jeg vil skrive.

Nåh, til idé fasen ...

Jeg får en idé til miljøet/tiden hvor historien skal foregå, og så begynder jeg ellers bare at tænke. Jeg går og tænker på nogle ting/historier jeg gerne vil have med. Nogle personer, der kunne være spændende, scener som udspiller sig i mit hoved osv osv.

Når jeg så i store træk har historien klar i hovedet, går jeg i gang.

Som jeg har skrevet om før, så bruger jeg post-its metoden.
Rent praktisk betyder det at jeg tager en rulle indpakningspapir, og sætter den op på væggen (på billedet nedenfor kan det anes at jeg ikke har plads nok, og blev nødt til at dele papiret op og fortsætte i to etager).
Så tager jeg x antal tuscher, som jeg vil have personer. A, B og C, siger vi, hvis jeg kun har 3 synsvinkler (eller PoV'er, som det jo hedder i termonologien).

Når jeg så har et par uforstyrrede timer, går jeg ellers i krig.

Denne her fase går stærkt. Alle de tanker, ideer og scener jeg havde i mit hoved skal nu blæses ned på post-its. Man har næsten en følelse af at man skal skynde sig, for det kommer bare så hurtigt. I første omgang sætter man dem bare sådan nogenlunde kronologisk. Det er lige meget, for det er en brainstorm det her.

Når scenerne så aftager, så læner man sig lige lidt tilbage og ser på scenerne. Ser hvad man har skrevet. Hvis B er oppe at toppes med A, skal man måske først lave en scene fra B's PoV, og så efterfølgende med A, hvis hin er ked af det.
Hvis C så i mellemtiden skal finde en abe, som han kan koge (som fx i min nuværende), kan man lave en efterfølgende scene med A, der hjælper ham.

Dernæst lader jeg den sidde nogle dage, for at lade ideerne bundfælde sig. Der kan ryge scener ned, eller flere scener op, og dernæst skriver jeg scenerne ind i mit skriveprogram Ywriter. Det kan også være i Word, Excel eller bare i hånden.
Med mindre du har mulighed for at lade den alternative udsmykning blive hængende. ;-)

Det er faktisk en lidt sjov proces, og jeg glæder mig næsten allerede til næste gang. :-)

mandag den 20. august 2012

At læse bøger ...

Jeg har læst bøger lige så længe jeg kunne huske, og før det har min mor læst højt for mig. Bøger har altid været vigtige for mig.

Eller ikke så meget bøgerne, men som de historier de indeholdt. Indeholder. For sådan er det stadig den dag i dag. Jeg elsker at man i bøger kan betræde andre verdener, være andre personer, opleve andre ting og så endda på sikker afstand af de modbydeligheder, som man også kan udsættes for.
Læsning er for mig den ultimative underholdning.

Nu har jeg lige læst Libri di Luca af Mikkel Birkegaard (læs omtale på bogbloggen), hvori det beskrives hvordan Lettorer kan forstærke læseoplevelsen. Fra at være etdimensionelt og være noget man kan være sig selv i, ser man Libri di Luca at disse Lettorer kan forstærke indtrykkene så man ser det visuelt. Og selvfølgelig - ingen bog uden et drama - kan man også påvirke dem der læser og få dem til at handle efter forgodtbefindende.

Det kan vi heldigvis ikke i den virkelige læsning. Her er læsning heldigvis en privatsag, og vi kan beholde de billeder vi danner for os selv. OG vi kan selv vælge de bøger vi vil læse.

Der er en guddommelig mangfoldighed af bøger derude, alt for enhver smag. Der er genrer for hvem som helst og selv inden for genrerne, findes der subgenrer, så man altid ved hvad man skal gå efter.

Jeg læser lidt af hvert, af og til prøver jeg endda at vælge i blinde, eller uden for min normale læsesfære, men som oftest er det de historiske eller spændingsbøger jeg vender tilbage til. Spændingsbøgerne er selvklart for at få en god idé serveret med fart over feltet, men med de historiske bøger er det tit for at få lov til at dvæle i en tid, man ikke selv har levet i.
Det er fascinerende at forestille sig hvordan det har været i fordums tid, og man kan lægge bogen til side og trods alt være glad for at vi lever her i MudderbælteDanmark, hvor vi er forskånet for de store naturkatastrofer og trods krisen har det rigtig godt.

Og hvorfor ævler jeg så om alt det? Jo, selvfølgelig er det skriverelateret. :-) Jeg er godt i gang med London. Faktisk skrider den stille og roligt frem i et tempo, som måske ikke er overvældende med dejligt stabilt.
Jeg har beskrevet den før som en stille og rolig strøm med mørke understrømme, og det er vel også det, den er. I hvert fald er jeg nu ved side 120 og har først nu ladet personernes veje krydses.
Rolig nu ... de har været det samme sted! De har ikke mødt hinanden! Små slag! ;-)

Det er pudsigt. Det er første gang jeg har en roman der glider så stilfærdigt af sted, men det føles godt og naturligt, så det er nok bare sådan det skal være.
Min første sceneoversigt var på 47 scener incl 3 scener hvori der stod: "Tidsspring, fyld noget på."
Nu, 120 sider senere, har jeg skrevet 33 scener, men sjovt nok har jeg stadig 36 scener. Og så er jeg endda ikke engang nået til de 3 tidsspringsscener.

Det er sgu nok meget godt at jeg er bedre til at skrive end til at regne. ;-)
(Pst ... sig det ikke til min chef, for så er jeg da nok ikke bogholder meget længe ;-))

torsdag den 16. august 2012

Hvem sagde ustruktureret?

Ja, jeg erkender det ... jeg er blevet struktureret.
Argh! Hvad skete der lige med den rebelske måde at skrive på? Hvor inspirationen var guddommelig og talentet bare var der? (eller noget ;-))

Jeg ved rent faktisk ikke om det var stressnedbruddet, skriveblokeringen eller bare erkendelsen af årene der bare pulserer af sted, men den rebelske metode har sine omkostninger.
Den har kostet alt for meget på halvfærdige projekter, skrivemæssige frustrationer og plots der bare ikke ville åbenbares.

På et eller andet tidspunkt i mit snart 40 årige liv, er jeg kommet til den erkendelse at det går altså bare ikke længere. Godt hjulpet på vej af Bjarke fra Skrivekrampe.dk. Ikke at han siger jeg er gammel, men fordi han har ret i det med strukturen. ;-)

Ikke nok med at jeg nu laver sceneoversigter inden jeg overhovedet går i gang. Gule post-its over en stor linje med forskellige farver alt efter personer. Tanker om berettermodeller og andre absolut uinspirerende ting.
Nu bruger jeg også forfatterrelaterede programmer. Og er blevet glad for det! Dét var sgu noget af en kamel at sluge, men det er faktisk en god ting.

Jeg har downloadet programmet ywriter. Det er et gratis program, som kan hentes på nettet, og som hjælper én til at holde styr på ikke blot kapitlerne, men også scener, lokationer og karakterer. Det kan bruges til at måle spændingskurver, lave statistik over din produktivitet og så kan det desuden også bruges som indpisker hvis man angiver deadlines etc.

Så meget bruger jeg det nu ikke. Jeg kan ikke finde ud af at skrive direkte i programmet, selv om nogle måske endda vil anbefale det, for her kan man ikke se sideantal. Det jeg gør er at kopiere mine scener ind i projektet efterhånden som jeg får dem skrevet.

Hver scene har så en overskrift og det gør det uhyre nemt at genfinde de informationer, som man ved man har indskrevet et eller andet sted.

Jeg er blevet ret glad for det her stykke værktøj, som jeg har brugt både til Tøjelefanten og nu også London. Jo jo ... man bliver vel klogere med alderen. ;-)



mandag den 13. august 2012

Fiktive karakterer

Som man kan læse ovre på min bogblog har jeg lige afsluttet bind 1 i Borte med Blæsten, hvor Rhett Butler selvfølgelig har en fremtrædende rolle.

Han er jo en af de der mørke, farlige mænd, som kvinder kan betages af (i hvert fald på skrift, at have dem inden for væggene ville nok ikke være at foretrække ;-)). En mand som lader hånt om normerne, som bryder reglerne og som målrettet går efter det han vil have.
Det være sig magt, kvinder eller penge.

Tilfældet Rhett Butler skal jeg selvfølgelig nok passe på med at vurdere, da jeg som sagt først lige har læst første bind og endda ikke har set filmen (ja ja ... der må hånes), men han er da alt det ovenfor nævnte og mere til. Og det er spændende og dragende.

Nu vil jeg så lige tillade mig at være totalt selvfed og citere fra en anmeldelse, som jeg fik på Dronning af blod tilbage i 2007:

Til gengæld er de mandlige hovedpersoner så interessante, at hvis Anika Eibe fortsætter, som hun er begyndt, vil hun nok snart stå fadder til det enogtyvende århundredes svar på "Borte med Blæsten"s Rhett Butler.


Nu, som dengang, kan jeg da godt blive ret stolt over den udmelding som gjalt min person Keraunos. En meget målrettet mand, der gik efter at blive gift med sin halvsøster Arsinoe (hovedpersonen), og som det da også lykkedes for. (Hvem kunne dog også have modstået ham? ;-))

Jeg var ret stor fan af min Keraunos, men siden dengang er det simpelthen ikke lykkedes mig at skabe en tilsvarende figur. Jeg går ellers ind til hver roman med tanke om at denne gang vil jeg have en lækker antihelt, der bare slår benene væk under læserne, men sjovt nok så har de fiktive personer det med at snyde mig.
Personer som jeg havde udtænkt til rollen, viser sig pludselig at være vattede, uinteressante eller bare dumme svin, efterhånden som romanen skrider frem.
(Og ja, de bestemmer det faktisk lidt selv. Det lyder absurd, men det er sandt).

I min nuværende roman London kunne jeg dog have en kandidat til en mørk, dyster antihelt med brændende øjne, der går efter hvad han vil have. Problemet er bare at han slet ikke er mørk og dyster. Han er albino og derfor temmelig bleg i løden. Og hans øjne er dog rødlige, men måske ikke helt så brændende.  ;-)

Lad os se om han kan gøre det, eller om han også drejer af og narrer mig.

søndag den 5. august 2012

Arbejdspladsen


Nogle af mine forfatter kollegaer diskuterede arbejdssteder forleden. Hvor er det vi forfattere sidder og skaber liv, drømme og historier?

Den romantiske idé om et hvidkalket tårnværelse har vi vel alle på en eller anden måde. En udsigt ud over bølgende kornmarker eller et frådende Vesterhav.
Men sådan er det vel for de færreste af os.
Jeg kan fx se et hjørne af en vildtvoksende brakmark, et birketræ og et stykke af den stille landevej, der bugter sig om vores hus. Der er ikke voldsomt meget idyl over det bortset fra de harer der løber over vejen. Alle motionsløberne har i hvert fald ikke voldsom idyllisk værdi.

Nedenfor ser I mit ydmyge skrivehjørne. For et par år siden flyttede vi til et lille landbrug, som er ... lad os bare kalde det renoveringsværdigt. :-)
Mit bibliotek incl arbejdsplads har jeg endnu til gode, så jeg har taget mig et hjørne af dagligstuen. Her sidder jeg med min bærbare og ikke mindst mine ørebøffer, så jeg kravle ind i mig selv.

På væggen hænger der lige nu en ret atypisk udsmykning af en normal dagligstue. Det er ikke ligefrem Claude Monets åkander eller moderne kunst der pryder vores vægge. Det er et kort over London anno 1818 med små markeringer af diverse værtshuse, kirker og kirkegårde, som er interessante for min historie.

På den bærbare ligger den fagbog jeg er ved at læse (og mærke): "Murder and Grave Robbery in 1830's London". Der er usandsynligt mange "lækre" detaljer i den.

Sgu godt at jeg ikke bor sammen med én, der insisterer på at bo i BoBedre-stil. ;-)



mandag den 30. juli 2012

En garders grumme skæbne

 Der er bliiiip skægt i BonBon Land, synges der for tiden, og det var der faktisk også.

Vejret var fantastisk (ja, vi var af sted den dag :-)), og vi havde en rigtig hyggelig tur. Forlystelser blev afprøvet, Byggemand Bob blev highfivet og der var både is og pommes frites.

Der var også en kæmpe afdeling kaldet Fantasy World, hvor især alle prinsesserne blev beundret med tindrende øjne og henåndende betagede suk af Mini Eiben.

Men det er måske ikke alle børn der er vilde med at se de statelige gardere med døde øjne og brækkede nakker.
Bare sådan et lille råd til BonBon Lands direktion når de skal evaluere sæsonen 2012: Tjek lige dukkerne i Fantasy World. Nogle af dem trænger til en kærlig hånd.

Det tiltalte dog min morbide fascination. ;-)

tirsdag den 24. juli 2012

Cliffhangere og drive

”Vi skal også bruge en abe. Omtrent på denne størrelse,” sagde Giovanni og bredte igen armene ud. ”Det er lige meget hvordan den ser ud, den skal koges alligevel.”

Se det! er en cliffhanger som jeg er ret stolt af. Jeg har skrevet mange efterhånden med større eller mindre held og dygtighed. Ovenstående hører dog absolut til en af de mere sære.
Jeg elsker de sære ... ;-)

Cliffhangere er vigtige. Det er dem, der skal tvinge læseren til at fortsætte til næste kapitel. I det hele taget er et godt flow og drive alfa og omega for en roman. Hvis man skal pådutte en læser 200-300 siders historie, så har den at være spændende. Den skal tage sin læser i hånden og som en god ven føre ham/hende til vejs ende, uanset hvor grumme skæbner eller voldsomme hændelser han/hun skal udsættes for.

Den roman jeg er ved at skrive nu (London) er lidt pudsig på det punkt. Jeg føler mig i usigeligt godt selskab med de personer, der har valgt at dukke op i denne bog. Miljøet fascinerer mig, personerne både afskrækker og tiltaler, og jeg er helt vildt forelsket i mit nuværende fiktive univers.

Nogle romaner kræver action og handling fra første færd, men denne ... denne driver af sted som en stor og doven flod. Der er ikke mange bølger, men kun ganske få krusninger på overfladen, der alligevel lader ane om at der måske findes noget skummelt i det grumsede vand.

Og hvis I nu vil have mig undskyldt, så skal jeg have kogt mig en abe. :-)



lørdag den 21. juli 2012

Sex scener

Åhja, det er næsten lige så slemt som det lyder. ;-)

Eller ... det er faktisk ikke så slemt at skrive dem, hvis ikke man hele tiden har i baghovedet at ens familie skal læse med. Fx er det enormt hæmmende at tænke på at min mormor også læser mine bøger. ;-)

Det værste er vel næsten at folk per automatik går ud fra at man selv står inde for det man skriver. Forstået på den måde at hvis jeg beskriver en sexscene, så er det min egen private præference, jeg beskriver. Sådan er det ikke. Må jeg sætte en tyk streg under?
Det er langt fra sådan. Ligesom jeg ikke har pædofile tendenser fordi jeg har beskrevet det i en bog.

Og skulle det være tilfældet så ville jeg og mine kollegaer være usandsynligt avancerede, når det kom til aktiviteterne inden for hjemmets fire vægge. ;-)

For nylig "battlede" et par stykker af os endda på hvem, der havde de mest usædvanlige og aparte sexscener. :-) Det var en konkurrence der var svær at afgøre, kan jeg godt afsløre.

Men her kommer min "Aparte Sex Scene Liste" (og det er kun de usædvanlige, missionærstillingerne har jeg sprunget over) i kronologisk rækkefølge.

- Voldtægt af kvinde
- Voldtægt af mand (af en kvinde fra en vampyrkult)
- Sex hvor de elskende får et tempel i hovedet.
- Sex med stedsøn
- Sex mellem halvsøskende
- Sex mellem helsøskende
- Pædofili
- Utroskab
- Mongolsex

Hey, det lyder da slet ikke så slemt, som det lyder. Jeg må have glemt noget. ;-)

Som ovenstående antyder så giver det vel sig selv at jeg hverken går ind for pædofili, incest, utroskab eller at få et tempel i hovedet. ;-)

onsdag den 18. juli 2012

Sommerferiestatus

Så! Nu fik jeg smidt alle de gamle indlæg over på den nye blog. Ikke at der er nogen der gider at bladre indlæg igennem fra 2004 og fremefter, men ... nu ligger de så i det mindste det samme sted.

Det var nu meget pudsigt at læse nogle af de gamle indlæg. Hvordan det var at udgive Nynazisten. Anmeldelser på Atalanta, mit første foredrag .... ak ja, alle disse minder, siger jeg og virrer med mit gamle, trætte hoved. ;-)

Ah, så slemt er det ikke, men man kan ikke lade være med at tænke over alle de år, der er gået. Nynazisten udkom i 2003, hvilket jo snart er evigheder siden. Hvis vi ser helt bort fra selve udgivelsen, som selvfølgelig var en stor oplevelse, så mindes jeg også tiden inden. Hvor man var en amatørforfatter uden udgivelse, og man dårligt turde kalde sig forfatter.

Det var svært at komme igennem nåleøjet. Jeg fik rigtig mange afslag på mine første romaner, jeg har ikke engang tal på hvor mange, og det var så nedslående.

Så kom jeg igennem det berømte øje, og det gik faktisk godt. Jeg vandt et par novellekonkurrencer og endda en udgivelse i den henseende. Plus jeg var så heldig at få nogle romaner igennem også.
Derpå kom det berygtede stressnedbrud, og det gav mig en blokering på godt 5 år.

Det har jeg tærsket temmelig meget langhalm på, så det springer jeg nemt og elegant over, men rent udgivelsesmæssigt er jeg faktisk tilbage ved start. I de fem forgangne år er mit navn blevet "koldt" og det momentum jeg havde gang i, blev bremset.
Plus det faktum at der i den mellemliggende periode også lige kom den der lille detalje kaldet finanskrisen, der også har indvirkning på bogsalget. Det har selvfølgelig også gjort nåleøjet lidt mindre.

Men ... jeg er glad! Jeg er skrivende igen, og det går stærkt fremad.

Tøjelefanten, en historisk roman der foregår i kejsertidens Rom, er ved at blive vurderet af forlaget, og London (som er arbejdstitlen på min nye roman) skrider smukt og planmæssigt fremad.

søndag den 15. juli 2012

En ny blogverden

Hej, og velkommen til.

Dette må være mit første indlæg på min nye blog på blogger. Faktisk har jeg haft en blog længe, men det via OneCom, og den er altså bare ikke særlig smart.
Jeg vil se om jeg kan få lagt tidligere indslag over med gamle datoer, men ellers må det jo bare ligge to steder.

onsdag den 11. juli 2012

Nyt interview

Jeg er blevet inteviewet!

Det er godt nok lang tid siden. Ikke at jeg var vildt forvænt med det dengang jeg stadig fik ting udgivet, men dog oftere end nu. NOGET oftere end nu. ;-)

Så jeg blev da lidt smigret da Lene fra Xanadues bogblog spurgte om jeg ville svare på nogle spørgsmål, som hun havde stillet andre forfattere også. Det var rigtigt sjovt at læse de andres svar, og jeg håber andre vil også finde mine svar brugbare eller bare underholdende.

I det hele taget er Xanadues bogblog et besøg værd, for der er gode artikler omkring det at være håbefuld forfatter, erfaringer med forlag og boganmeldelser.

Smut endelig forbi!
http://www.xanadues-imagination.mono.net/anike-eibe

tirsdag den 10. juli 2012

Min nye roman

Det er sgu en god fornemmelse at være skrivende igen. "De" siger jo godt nok at det tager lige så lang tid at få stress væk, som det gjorde at bygge den op, og det passer meget godt.

I 2009 kom sammenbruddet og forinden havde jeg ikke skrevet noget fornuftigt i 2 år. Efter sammenbruddet kom jeg først igang igen midt i 2011.

Vildt skræmmende, ikke?

Men nu går det godt med skriveriet. Nu vil jeg ikke afsløre hvad emnet helt præcist er, men foregår i Londons tågede gyder anno 1818. Det er samfundets udstødte der denne gang har fundet vej til mit hjerte, hvad der også har gjort researchen ret tung. Og endnu mere skræmmende.
En ting er at sidde og researche de politiske træk i Middelhavsverdenen, en helt anden er at skulle forestille sig de menneskelige vilkår på det tidspunkt. Det var sørme ikke meget empati de havde overfor de dårligst stillede.

Da jeg er på lidt ukendt grund rent tidsmæssigt, er jeg gået i gang med at læse skønlitteratur der foregår i samme tidsrum for at danne mig et indtryk af holdninger, påklædning og væremåde og i den forbindelse er jeg nu i færd med at læse Oliver Twist.
Nåårh, det gør ondt i mit moderhjerte at læse om den lille underernærede knægt, der får så mange prygl på det børnehjem. Ligeledes har jeg læst flere artikler omkring hele industrialismen i England på den tid og det er jo om nogen børnene, der har bidraget til rigets rivende udvikling. Det var børn, der på sulteløn knoklede i fabrikkerne fra morgen til aften. Dem der blev sendt ind i de usikre miner og de tilstoppede skorstene.

Yrk altså ...

torsdag den 14. juni 2012

Åh du godeste ...

Ehm ... er der allerede gået et par måneder? Hvem fa**** er det, der går og spiser af min tid?

Hvis I ser ham, så giv ham lige et spark i måsen og bed ham levere den tilbage igen.

Nåh, her er der sket mange ting siden marts måned.

Jeg har færdiggjort første udkast af min roman om Colosseum og dens hemmeligheder, og den har nu også fået en titel. Jeg kalder den "Tøjelefanten" og den ligger lige nu til modning, så jeg lige kan få den væk fra livet.

Det er i øvrigt noget hø med de arbejdstitler. Når først man har kaldt romanen noget bestemt i så lang tid, så hænger det bare ved, og jeg kan slet, slet ikke vænne mig til at kalde den Tøjelefanten.
Det er nu fantastisk med denne roman. For første gang - nogensinde, tror jeg - har jeg gjort første udkast så hurtigt færdigt. Det er bare helt vildt, og jeg vil gerne give to fremragende kollegaer skylden for det.
Det drejer sig om hhv. horrorforfatteren Carina Evytt (Tellerup) og Pernille Eybye (Forfatter til den aktuelle vampyr-serie Blodets Bånd - Tellerup) meget af æren. Vi har indgået et samarbejde, der bare sparker røv, og som virkelig sørger for at holde os til ilden.
Ganske genialt. :-)

Tiden er også gået med at pusle med ideer til en ny roman, og ved I hvad? Efter så mange års stilstand er det bare fantastisk med så meget medvind på skrivefronten. Jeg fik temmelig hurtigt en idé, lavede et synops med tilhørende sceneoversigt, og er faktisk allerede gået i gang med at skrive.
Det er en helt anden tid jeg bevæger mig i. Jeg har jo tidligere hygget med i Grækenland, Ægypten og Rom, men nu bevæger jeg mig nordpå. Til England i det tidlige 1800-tal. Det er noget helt andet. Det gode vejr og slaverne er væk, og ind kommer regnvejret, kristendommen og usle levevilkår.

Jo, det er godt nok noget andet ... Men jeg håber det bliver godt.

mandag den 19. marts 2012

Forår

Kan I mærke det?

Selv om vinden er bidende kold, så varmes rygstykkerne når man står i læ.

Jeg har også allerede været lidt i haven, plantet et par rosenbuske til glæde for Mini-Eiben, som er tosset med roser og en brombærbusk. Og så er jeg ved at fritlægge mine hindbær for sikke da en masse græs vi har heromkring. :-)

I det hele taget så er jeg helt tosset efter at komme ud. Der er rigtig mange ting jeg gerne vil i gang med. Man føler sig jo helt opløftet med energi efter den lange våde periode vi har haft.
Og energi har jeg i hvert fald haft. Jeg skriver stadig løs på "Colosseum" (har stadig ikke fundet en god titel endnu), og det går virkelig godt! Jeg er meget overrasket over mig selv, og jeg skylder en stor tak til nogle rigtig talentfulde forfattere: Carina Evytt og Pernille Eybye for at have holdt mig til ilden.

Jeg har kunnet skrive mindst et kapitel om ugen, hvilket også betyder at jeg nu er på 160 sider. Samtidig har strukturen gjort at jeg nu næsten ved at jeg er færdig om en 7-8 uger.
Altså med første gennemskrivning. Så kommer der en del redigering og en korrekturlæsning, og lige en tur om de sidste betalæsere. Og så .... så er det tiden for mit lille barn at komme ud at flyve.
Men én ting ad gangen (som jeg også lærte under mit stressnedbrud) :-) Først skal slutningen skrives, og jeg glæder mig faktisk.

søndag den 26. februar 2012

Struktur - jeg overgiver mig

Jeg har i mange år været noget af en rebel. Ja, altså på den meget "nørdske" måde. ;-)

Jeg har altid - når jeg har skrevet mine romaner, afvist det med struktur fuldstændigt. Det der med at lave synopser, sceneoversigter osv afviste jeg kategorisk, for "så havde jeg jo i princippet allerede skrevet historien", og dermed gad jeg den ikke længere.

Det er for så vidt sandt. Der ER sgu noget spændende og helt unikt ved at få en idé og lade den udfolde sig til ens egen store overraskelse. Det kan godt være man havde en vis idé til at begynde med, men personerne ville bare noget andet. Og det er skægt, det er dejligt, og det er ganske vidunderligt, men hamrende ineffektivt.

Nu har jeg i årevis kasseret den ene roman efter den anden fordi jeg har fået "skrevet mig selv op i et hjørne", som jeg ikke kunne komme ud fra. Men som alle andre, bliver jeg jo heller ikke just yngre, og jeg har virkelig ikke tid til at spilde min tid med den slags svinkeærinder længere.
Som jeg vist har ævlet om, er jeg i gang med en historisk roman. Den har Colosseum som omdrejningspunkt og foregår i kejsertidens Rom. Denne gang har jeg lavet en sceneoversigt. Jeg har gjort mig tanker om hvad de forskellige personer skulle opleve, hvad deres mål var, og hvad de skulle komme ud for.

Den første sceneoversigt jeg lavede, så sådan ud:

Det er nok svært at se på billedet, men der er fire linjer med hver sin farve. Hver linje repræsenterer en person, og hver post-it var en scene. De er så sat op kronologisk, så en given scene gav en reaktionsscene og så fremdeles.

Det var faktisk noget af et puslespil. :-) Optimalt ville jo også have været, hvis jeg havde kunnet sætte mit brune indpakningspapir op i én lang bane, men for tiden bor jeg på begrænset plads, så derfor kneb det noget. :-)

Siden midten af november har jeg nu skrevet godt 140 sider. Det lyder måske ikke af så meget, men i forhold til hvad jeg normalt laver (herfra undtaget min stress-relaterede skriveblokering), er det intet mindre end fantastisk. Hvis alt går vel kan jeg blive færdig med en roman på et halvt år!!!
Under alle omstændigheder så har dette projekt virkelig været noget af en øjenåbner for mig. Struktur virker.

Så hvis du læser med, Bjarke ... I salute you! ;-) (www.skrivekrampe.dk)

søndag den 5. februar 2012

Bogby Langeland

Jeg har i dag stiftet bekendtskab med begrebet BOGBY LANGELAND.

http://www.bogbylangeland.dk/

Det er en forening der vil skabe liv og litteratur på Langeland, hvor undergangstrommerne ellers er ved at overdøve den ellers vanlige (og dejlige) stilhed. Derfor har jeg også meldt mig under fanerne til projektet, for det kunne være godt at få noget litteratur her til øen.
Vi er jo en masse kunstnere der bor her, desuden uden et større fælles netværk. Det burde jo ellers nok være muligt, skulle man tro.

Jeg selv har nok meldt mig lidt ud af fælleskabet de senere år, men det er på tide at komme ind i kampen igen.

Og projekt Bogby Langeland er da et rigtigt godt sted at begynde. Det kan blive rigtigt spændende at følge, og rammerne er da også rigtig gode til at lave en festival.

Hvad der dog gør mig allermest glad, er at lysten til at deltage aktivt i noget, er kommet tilbage. Det må betyde at jeg har stressen under kontrol, hvilket mit skriveri jo også er en god indikator på.
På min nyeste bog - en historisk roman i kejsertidens Rom - er jeg allerede på side 110 efter kun 3 måneder, og det er RET fantastisk. Og temmelig uvant.

Jeg har lavet en aftale med to andre forfattere om en "tvangsaflevering" hver søndag aften klokken 20, og indtil videre er det gået forrygende godt. Jeg tror ikke at jeg har misset en eneste deadline (og her falder hammeren nok prompte hvis jeg tager fejl smiley), og romanen flyder stille og roligt fremad.
Det er fandeme skønt!

søndag den 22. januar 2012

Bøgernes Verden

Jeg har lige lavet årets første indlæg på min bogblog.

I året 2011 har jeg læst 49 bøger fandt jeg lige ud af. Det lyder ikke af ret meget, men det bliver til 4,08 pr. måned, og det er jo alligevel en bog om ugen. Og det er vel en del, når man tænker over det.
Jeg har altid slugt bøger i massevis. Det har jeg gjort siden jeg var barn, og kunne læse selv, og før det har min mor læst dem op for mig. Det vil jeg for evigt være hende taknemmelig for, og derfor har jeg gjort nøjagtigt det samme for Mini-Eiben.

Siden hun var ganske spæd har jeg læst op for hende. Selv da hun ikke fattede en bjælde af hvad der foregik, og jeg gør det stadig. Jeg håber, at hun vil dele min glæde ved bøger, også når hun selv bliver ældre.

Bøgerne - og især historierne bag - er så essentiel i min hverdag og har været i hele mit liv. Det er selvklart også dem, der selv gav mig lyst til at skrive. Og nok også evnen.
Derfor kan jeg også blive irriteret når jeg hører forfattere in spe sige at de aldrig åbner en bog. Jeg forstår det simpelthen ikke, men de kan være fordi jeg er lidt snæversynet.
Men hvordan kan man forvente at man kan indfange læsere i ens eget univers, når man ikke selv ved, hvad der virker? Når man ikke har smagt andre bøger, læst gode bøger og især dårlige ... hvordan kan man så vide det? Hvad er ens reference? Film?

Ja, jeg lærer aldrig at forstå det, må jeg tilstå.

Under alle omstændigheder glæder jeg mig til et nyt bogår, hvor jeg allerede har en masse gode bøger i kikkerten.

På selve skrivefronten går det også rigtig godt. Jeg har viklet mig ind i et samarbejde med to andre forfattere, hvor vi skal pligtaflevere noget materiale hver søndag. Det har virket fantastisk godt for mig. Det holder mig til ilden, og nu har jeg netop ramt side 100.

Jeg er vildt stolt. 100 sider på små 3 måneder. Det er vildt godt i min verden! Kryds fingre for at det fortsætter på den måde!

søndag den 15. januar 2012

En bølge af erkendelser

Sådan er det vel altid, når vi kommer til et nyt år. Det ligger så smukt foran os, alle de måneder, alle de dage ... lige til at fylde ud med oplevelser, tanker og bøger.

Den følelelse har jeg såmænd også stadigvæk. Faktisk mere end jeg længe har haft.

Jeg har måttet revidere nogle ting omkring mit forfatterskab. Indtil nu har jeg jo altid skrevet det, jeg lystede, når jeg lystede. (Set bortset fra min eventyr-kontrakt, der jo gik i vasken).
Og selv om man siger at det er godt at afprøve forskellige genrer, så er det jo ikke det hele, der så godt.

Når jeg kigger på mit forfatterskab har jeg følgende bag mig:
En socialrealistisk ungdomsroman, en mytologisk roman, en dokumentar historisk roman, to eventyrnoveller og en socialrealistisk voksen-novelle.

Det var de udgivne. Af u-udgivne er der yderligere: en mytologisk, en krimi, en dystopia plus et par gamle socialrealistiske ungdomsromaner.

Så jeg har snart været hele vejen rundt. Det er godt, men det er sgu også skidt, for hvordan skal forlagene markedsføre en forfatter, der kegler rundt i genrerne? Det er jo ikke til at skabe et godt og fornuftigt samarbejde, når jeg ikke ved, hvilken vej jeg skal tage.
Den jeg er i gang med nu, er en fiktiv historisk roman i den dystre ende, og her befinder jeg mig faktisk godt. Jeg har fået skrevet 90 sider på kun 2½ måned, og det er vanvittigt meget, samtidig med at jeg stadig har blod på tanden.

Og jeg tror, at det er HER jeg skal være. Det historiske og det let dystre, uden at det går over i horror og gysere, for det har jeg vist ikke evner til (én af de genrer, jeg ikke har fået afprøvet :-)). Det er dem, jeg selv bedst kan lide at læse, så hvorfor har jeg ikke afprøvet at skrive i den genre før?
Tja ... :-)

I hvert fald er jeg nu i fuld gang med min roman, og jeg er glad!! Det føles rigtigt.

Jeg er tilbage!!