mandag den 29. oktober 2012

Ikke om bøgerne

I dag vil jeg ikke ævle om bøgerne. Jeg vil ævle om kunst, og om musik. :-)

Jeg har tidligere fortalt at jeg har fundet mig et nyt yndlingsband, som jeg dyrker som var jeg en forgabt teenager (hvilket i øvrigt er en ret sjov fornemmelse).

Det drejer sig om det tysk/amerikanske og nu delvist svenske metal band Kamelot.

I dag har jeg modtaget deres nyeste album, hvilket også var længe ventet, da deres tidligere forsanger Roy Khan valgte at stoppe, og svenske Tommy Karevik er blevet valgt som permanent vokalist. Det kan jeg kun være glad for, da jeg har hørt ham i hans svenske band Seventh Wonder, hvor han udviser en formidabel stemme.

Nåh, som sagt har jeg i dag modtaget deres nyeste album, og som relativ ny metalfan er jeg voldsomt imponeret af det kunstværk sådan et album er. Det ser man sgu ikke i mainstream pop. Sorry, men det gør man altså ikke.

Det hele er i en virkelig lækker kvalitet, der er selve CD'en, en bonus CD, en plakat (SÅ teenageagtig er jeg så heller ikke. ;-)) og så en bog, der fortæller om historien bag pladen.
Alene bogen er lavet i sådan en flot kvalitet, og historien, som vist er skrevet af sangeren Amanda Sommerville er både gribende, dyster, melankolsk og sammenhængende.
Virkelig smukt.

Kamelot har begået et konceptalbum, om en familie i 1800 tallet, der kommer ud for adskillige tragiske hændelser og hvad det gør ved dem.
Alle sangene på pladen (som jeg endnu ikke har hørt), handler kronologisk om historien, og jeg er allerede nu ret sikker på at det bliver en fantastisk oplevelse.

Åh jo, jeg er henført. :-)

Se videoen her.

søndag den 21. oktober 2012

Man har et standpunkt ...

til man tager et nyt.

Er det ikke sådan? :-)

Til London, eller hvad den nu kommer til at hedde, havde jeg jo lavet en fuld sceneoversigt. Et synopsis over historien, som jeg vidste hvor skulle hen og hvad der skulle ske.

Og så var det - som jeg vist tidligere har talt om - at mine personer fik kød på, og pludselig begyndte at agere ud fra den bagage de havde med sig. Det har gjort at historien er flydt en anden vej end hidtil planlagt, og i min naivitet, troede jeg at jeg kunne kombinere mine nye ideer med mine gamle.

Det kunne jeg ikke. I hvert fald er det endnu ikke gået op for mig, hvordan jeg kunne løse det dilemma.

Så nu måtte jeg jo tage konsekvensen. Jeg vælger de nye ideer, som hele tiden har spillet i mit hoved, og som jeg måske skulle have planlagt med fra begyndelsen. Det betyder så at jeg skal helt tilbage til starten, fjerne alle de referencer der var til mit gamle plot og lægge små antydninger hist og pist om det nye.
Jeg bliver også nødt til at gå 2-4 kapitler tilbage og redigere meget hårdt i dem (de fleste skal egentlig bare slettes), og så gå ad den nye vej.
Af og til er det bare nødvendigt at bakke lidt og køre en anden vej.

Men jeg håber bestemt at romanen kun bliver bedre af det.

mandag den 15. oktober 2012

At holde styr på historien

Jeg har tidligere fortalt om min post-it metode, og også uploadet billeder af mine indpakningspapir seancer. :-)

Da jeg planlagde romanen London havde jeg næsten det hele på plads: Jeg fik klarlagt alles skæbner, alles handlinger og romanens hovedplot.
Men ... så sker der jo det, der så ofte sker. Når først personerne slippes løs i dokumentet, så flintrer de rundt og laver alt muligt andet end det de havde fået besked på.
Eller ... de laver måske ikke alt muligt andet, men de bliver jo pludselig levende og har mental bagage med sig, som jeg ikke kendte, da jeg lavede sceneoversigten.

Jeg ved faktisk ikke om det er godt eller skidt. På den ene side burde jeg måske holde mine personer i kortere snor og bare tvinge dem til at gøre hvad jeg siger, men på den anden side er det også rart at se dem udfolde sig for mine øjne.
Min egen teori er, at det gør personerne mere levende for læseren (ja, også for forfatteren jo), men det har så den ulempe at nu, hvor jeg er 190 sider inde i romanen, så har jeg pludselig en masse mental bagage, jeg skal have fulgt op på.
Ligeledes har jeg også undervejs haft mange tanker om nogle ting, jeg gerne ville fylde på historien, og som ligger lige til højrebenet, men som roder puslespilsbrikkerne noget sammen.

Så nu har jeg besluttet mig til at lave en midtvejsstatus (ikke at romanen bliver 400 sider!).

Jeg må have fat i mit indpakningspapir, mine post-its og mine forskellige farve tuscher, så jeg lige kan få bundet alle tråde sammen og være sikker på at få det hele med.

Sååååehh ... jeg må nok hellere få manden overbevist om at det igen er en god idé at udsmykke væggene i stuen med gavepapir. ;-)

mandag den 8. oktober 2012

People are strange


Jeg har fået en theme song til min nuværende roman London (arbejdstitel). Det er ikke fordi jeg har gået og ledt efter én specifikt, men da jeg skriver om nogle meget aparte personligheder og samfundets udstødte, så kunne det ikke være andre end The Doors' "People are Strange".
Fantastisk sang!



Og her ville jeg så gerne have fortalt en masse om min bog, men da jeg nu lige var på youtube alligevel, kom jeg i tanke om hvor jeg havde hørt sangen for første gang.

Kan I huske denne version:


Hvor var/er det bare en fantastisk film! Og jeg udbrød endda et piget fnis, da jeg læste topkommentaren: "Twilight is the Justin Bieber of vampire films". Smukt. :-)

Jeg husker stadig, hvor jeg var, da jeg så den for første gang. Det var i teenagetiden og vi var samlet en masse tøser. Vi så den selvfølgelig under mange hvin og fnis, og da den var færdig, spurgte min daværende veninde, om jeg ikke ville gå med hende på toilettet, da hun var en smule skræmt.
Det gjorde jeg, opofrende, som jeg er. ;-)
Da vi åbnede døren igen, havde de resterende tøser forsamlet sig uden for døren, og skreg et kollektivt BØH!! i hovedet på os, da vi åbnede døren.
Ok, indrømmet. Jeg blev forskrækket, men min veninde blev så chokeret at hun brød grædende samme.

Du store, hvor var det morsomt. Nok ikke for Hanne, men hun er vist kommet over det siden. :-)

Og filmen er i øvrigt stadig fremragende.

mandag den 1. oktober 2012

Musik som drivkraft

Jeg har ævlet om min lange pause og skriveblokeringen før, og det gider jeg faktisk ikke engang beskæftige mig med længere. :-)
Men det der fik mig sparket i gang igen, vil jeg gerne tale om. Musik!

Det var først da jeg fik mig et par gode ørebøffer, der gjorde at jeg kunne indkapsle mig i min egen lille verden, at jeg fik gang i flowet igen.
Tidligere har jeg ellers været mest til mainstream musik med enkelte afstikkere til noget andet, men nu ... Når jeg får bestilt albums fra diverse net-steder, ser min mand skiftevis på mig og på cd'erne og spørger: "Hvor er min kone, og hvad har du gjort med hende?" ;-)

Jeg har skiftet musik smag, men kun til det bedre (synes jeg jo selv. :-)) Det er blevet noget mere hårdt end mainstream pop, men jeg ligger altså stadig i den bløde ende af metal-scalaen.
Men der er sgu noget ved metalmusik. Teksterne er bedre, mere indholdsrige, og det yndlingsband, som jeg nu næsten teenageagtigt beundrer, skriver sange, som jeg kunne skrive romaner ud fra. Næsten hver sang giver inspiration til en historie. Der er meget mere substans i det, end jeg i min naivitet havde regnet med.

Men det bedste er næsten tempoet. Den hårde rytme driver én fremad, man kan lukke alt ude og blot mærke hvordan trommer og guitar strømmer ud gennem armen og videre ned i fingrene.

Jeg gik fra Linkin Park til 30 Seconds to Mars til Evanescence til Nightwish og endte ved Sewenth Wonder, Serenity og sidst men absolut ikke mindst Kamelot.
Det er som I kan se ikke særlig hårdt, så dybest set er jeg nok bare stadig en poptøs gone semi-wild. ;-)




Og det startede faktisk fordi jeg kom i tanke om at Stephen King i "On Writing" nævnte at han hørte høj metalmusik, når han skrev. Det kan jeg til fulde tilslutte mig! Det virker det skidt! :-)