mandag den 28. januar 2013

Sandhedens time ...

Ak ja, så er sandhedens time kommet et skridt nærmere.
Mit lille, skrøbelige barn ... Min lille roman om mine vanskabninger er nu helt færdig, og sendt til forlaget.

Så må jeg bare gå i neglebidende, nervepirrende angst indtil jeg hører noget. :-)

Faktisk havde jeg slet ikke troet at jeg kunne blive færdig, men tænk sig ... datteren tog på en playdate og manden var heller ikke hjemme.
Så stod jeg der. Kiggede skiftevis på vasketøjsbunken og pc'en, og tænkte ... aaah, en kop the, og SÅ i gang med vasketøjet. Og inden jeg fik set mig om, fik jeg gennemlæst, redigeret, ændret og gjort ved, og så var den pludselig så færdig, så jeg ville være bekendt at sende den ud.

Og hvad så nu?

Tja ... der er jo en milliard historier at give sig i kast med, men hvilken skal man vælge? Jeg har jo også Colosseum, som trænger til en gedigen kærlig hånd.
Jeg elsker historien om min lille slavedreng Cassian, men jeg havde fået viklet alt for meget rod ind i plottet, så jeg trænger til at se på romanen med friske øjne og revurdere plottet. Det trænger den virkelig til.

Så lige nu går jeg i forfatternes limbo, mellem to historier, hvor alle ideer er gangbare og kan få frit spil til at blive lagret og modnes i den plads i min hjerne, der er forbeholdt den slags. :-)

mandag den 21. januar 2013

Dødsyg mandag ... og så alligevel

Har I lagt mærke til at det er mandag? Og ikke bare en mandag, men en skide kold én af slagsen? Det piver, suser, fyger og gør ved, men nu, hvor jeg sidder her foran brændeovnen er det jo alligevel meget hyggeligt. :-)

Og herregud, når man så har fri en mandag for at køre til bandagist og få at vide at man har nedsunkne forfødder og skal til at gå med ortopædiske skoindlæg .... nåhja ... man er vist blevet gammel. ;-)

Hvad der er langt mere interessant er at redigeringen af Freaks skrider fremad. Her i weekenden fik jeg taget et godt hug på 70 sider, hvor jeg først har gennemlæst en scene, og derefter minutiøst har gennemgået mine fremragende betalæseres kommentarer. Deres slå/stavefejl har jeg rettet efterhånden som jeg fik betalæsning, men jeg har vurderet på deres reaktioner og følelser undervejs.

Det er nemlig det, der er så fantastisk ved løbende betalæsning. I starten var jeg ellers imod det, og alle skrivebøger siger da også at man skal skrive første udkast med "døren lukket".
Og det kan der også være noget om. Man skal være uhyre varsom med, hvem man lukker ind når det kommer til det følsomme førsteudkast. Det skal være folk, der forstår at fortælle kritik på en god måde, og så gør det nok heller ikke noget, hvis det er folk, der tænker lidt ad samme kringlede veje som én selv.

Men når man har fundet dem - og jeg er dybt taknemlig over mine fantastiske betalæservenner - så er løbende feedback helt uvurderlig. På den måde kan man hele tiden greje læserens følelser og tanker undervejs. Hvad tænker de? Reagerer de hensigtsmæssigt på visse afsnit? Får man dem fanget her, eller skøjter de henover?
Vi har et "sindrigt" farvesystem, der afslører den slags, og det er guld værd.

Nåh ... under alle omstændigheder er de første 70 sider redigeret, og i morgen skulle jeg være fri til at tage en bid mere. Så ryger den ud til et par familiemedlemmer, der kommer med deres helhedsindtryk efter en sammenhængende læsning.
Derpå skal den lige gennemlæses og redigeres én gang til, og SÅ ...

Sandhedens time ...

Spændende, dybt frustrerende, nervepirrende, neglebidende og vel en smule masochistisk ...

Så er det tid til at forlaget skal se på den, og så må vi se derfra ...

Men FØRST ! redigering.

mandag den 14. januar 2013

Fææææærdiiiiiig!

Eller ...næsten.
Eller ... langt fra færdig, der mangler stadig en masse redigering, korrekturlæsning, helhedsbetalæsernes kommentarer, endnu en redigering, men SÅ !!

Her i lørdags blev jeg færdig med første gennemskrivning af min roman Freaks, og jeg var jublende lykkelig. Helt høj faktisk (uden at jeg sådan rigtig ved hvordan det føles) af glæde over at jeg havde gjort det igen.

Denne gang tog det "kun" 8  måneder at skrive en roman. Jeg har været vildt dygtig og har overholdt de fleste af mine deadlines med mine fremragende forfattervenner, som jeg har en søndags-afleveringsaftale med.
Nogle vil mene det er hurtigt, andre langsomt, men for mig er det sgu ret ok, når man kun har et par aftentimer foran pc'en, og i øvrigt mange andre ting at se til.

Jeg tør så slet, slet ikke begynde at regne på præcist hvor mange timer jeg (man) har brugt på sådan en roman. Selv om jeg skulle blive så heldig at nogen vil udgive den, så vil timelønnen være deprimerende lav.

Hvorfor gør man det så? Aften efter aften sidder man og hamrer i tastaturet, nogle gange med glæde, andre gange i frustration, når ordene bare klumper sig sammen og ikke vil flyde.
Hvorfor sætter jeg mig ikke bare hen i sofaen og glor på alskens ligegyldige programmer?

Svaret er sådan set enkelt nok. Jeg elsker det. Uagtet frustrationerne og de følesesmæssige rutsjeture når man fra det ene øjeblik kan gå fra at være genial til at have skabt noget lo**.
Det er i min skrivning at jeg lader op til min hverdag. Mit frirum til at være sammen med personer jeg kan lide (eller ikke, det er ligegyldigt :-)) i et univers jeg har skabt.
Mere privat rum finder man vist ikke. :-)

Men som sagt ... der er stadig masser af arbejde at tage fat på. Der er en del redigering og et par gennemlæsninger mere før jeg sender den ud til nogle familiemedlemmer, der skal komme med deres vurderinger, og derefter et par gennemlæsninger mere og noget redigering, inden jeg ... *ryster* sender mit lille barn ud i verden og ser om andre synes den er lige så genial som jeg. ;-)

I mellemtiden kan vi så (igen) lytte til bogens themesong, som jeg bare har haft kørende i hovedet konstant i den forgangne tid.


mandag den 7. januar 2013

Målstregskuller

Ved I hvad ...?

Jeg er næsten færdig!

Det er vildt, at jeg startede i maj 2012, og bliver nok færdig med 1. gennemskrivning her i slutningen af måneden eller starten af februar.
Selvfølgelig kan romaner skrives hurtigere. Især hvis man ikke har arbejde, husrenoveringsprojekt, en femårig, en mand og to marsvin, men at jeg har skrevet 2 romaner på halvandet år, er jeg faktisk ret stolt af.
Hvis jeg altså selv lige skal klappe mig selv på skuldrene. ;-)

Jeg er faktisk midt i slutscenerne, der godt nok kommer til at strække sig over et par kapitler, men ... det er jo lige om lidt. Måske 2 kapitler og en epilog.
Nøøj altså. :-)

Og Freaks har hygget mig. Den har haft det mest aparte persongalleri jeg hidtil har beskæftiget mig med. Den har dejlige personer, lækre, stygge, vattede og ømme ... Nogle som jeg elsker, og andre som jeg hader.

Det sjove med disse personer er, at nogle af dem slet ikke har opført sig som jeg havde ventet. Én som jeg bare troede skulle være en flink biperson, viste sig at være et usædvanligt charmerende røvhul. En anden, som jeg troede skulle være lidt helteagtig til tider, viste sig at blive en vatnisse af rang.
Og sommetider udvikler de sig bare i den retning uden at man er i stand til at få dem på ret køl igen. I hvert fald ikke uden at man føler man øver vold på dem.
Måske kunne man godt gøre det, men på en eller anden måde er det sgu så dejligt, når de udvikler sig af sig selv, og opfører sig anderledes end forventet. Det viser jo noget af magien ved at skrive.
Eller også er det også bare kicket ved at være Gud. Det kan sgu også godt være. ;-)