onsdag den 29. oktober 2014

Bør vi være bange?

Her de sidste par dage, er jeg tilfældigt stødt på en sag, som har optaget mig en del rent mentalt.
Jeg stødte på det på boghundens blog, og har så siden læst, fulgt links og læst til jeg var helt rundtosset og faktisk også noget rystet.

Hele miseren starter med at en forfatter i USA får en et-stjernet anmeldelse på Goodreads af en læser (måske blogger, det er jeg ikke blevet helt klar over), hvilket forfatteren harcelerer lidt over på Twitter. Hun føler sig også chikaneret af læseren, og det hele udmønter sig i noget af en skræmmende farce, vil jeg sige.
Forfatteren ender med at skrive en artikel til "The Guardian", hvori hun meget velfunderet og humoristisk fortæller om sin cyberbølle, som måske og måske ikke har opdigtet en identitet for at kunne tweete og anmelde på Goodreads.
Det er så hvad det er, men det viser sig at forfatteren ud over at google hende også betaler for et baggrundstjek, lejer en bil og kører ud på læserens adresse, for nu at konfrontere hende med den måske ikke så ægte identitet. Derudover ringer hun også til læseren på vedkommendes arbejde og nævner endda hendes børn.
Selvklart at læseren benægter at hun er den læser, forfatteren leder efter.

Det har skabt en mediestorm omkring forfattere og hvordan de opfører sig, når de får anmeldelser. Og hvordan man så absolut IKKE skal opføre sig.

Derudover er der her for ganske nylig (sidste eller forrige uge) sket det, at der er en en temmelig neurotisk forfatter, der har taget den relativt lange rejse fra London til Østskotland for at fysisk overfalde en forfatter ved at slå hende i hovedet med en flaske. Ikke nok med at han har fundet ud af hvor hun arbejder, han rejser den lange vej, opsøger supermarkedet flere gange, og ender med at slå hende ned i en af supermarkedets gange.

Altså! Hvad er det for noget!!?

Hvad er det for en verden, hvori læsere ikke kan komme med deres mening om en bog? Ja, dårlige anmeldelser gør ondt, pivondt, og et eller andet sted har jeg aldrig helt forstået hvorfor man ikke "må" svare igen, hvis man føler sig meget trådt over tæerne, men det har jeg så helt sikkert set nu.
Der findes faktisk decideret hjemmesider, hvori flere eksempler på forfattere, der opfører sig horribelt på nettet er beskrevet. Søg bare på "Authors behaving badly" og det vil dukke op.

Så er det også at jeg tænker på ... jeg er selv forfatter og "bogblogger" (eller anmelder af bøger), og jeg er ikke spor anonym. Alle kan med få google-søgninger finde min adresse, og selv om jeg altid forsøger at holde en sober tone i mine anmeldelser OG fordi jeg er forfatter, måske har lidt større forståelse og respekt for værket end almindelige bogelskere, så ved man jo ikke om der sidder en psykisk syg forfatter i den anden ende. Det er da lidt skræmmende.

Det er den ene ting. Hvilket i sig selv kan give anledning til en del diskussioner og også BØR det. En anden ting er at jeg i min morbide fascination her er kommet forbi meget, meget grimme ting ved Goodreads, som jeg ikke anede.
Måske fordi jeg først for nylig er kommet på det forum, og måske fordi vi danskere (forhåbentligt!) opfører os pænere (det tror jeg nu ikke, se bare avisernes kommentarspor, der kan blive ualmindeligt grimme), men jeg har nu ikke selv set noget af den slags.

Der findes hele kliker af folk, der på det nærmeste dræber en bog allerede inden den er udgivet, hvis forfatteren ikke falder i deres smag. Det handler om tilsvining af folk, der synes at en bog er god, og klikerne ikke er enige, og så er der en helt kontraorden, der hedder STGRB.com (Stop Goodreads bullying), der har dannet en hjemmeside for at gøre opmærksom på disse internetbøller, men i deres forsøg på retfærdighed er hvis ikke lige så slemme, så nogle gange værre.

Og her kommer så min næste tankerække ... Vi kan plædere for at vi altid holder et ordentligt sprog, uanset hvor vi befinder os, på nettet eller i virkeligheden, men det grimme kan vi jo desværre ikke udrydde. Og social mobning via nettet er jo desværre ikke kun noget der foregår helt ovre i Amerika. Det foregår lige her i Danmark, på Facebook, Instagram, Twitter mm.
Min datter er 7, og det varer ikke længe inden hun vil bevæge sig ud på nettet. I tankerne har jeg gjort mig nogle forestillinger om at jeg skal snakke med hende om pædofile, privatliv på nettet, og at folk ikke altid er hvad de giver sig ud for at være.
Men jeg havde faktisk ikke tænkt på cyberbullying eller ... internetmobning. Det er jo som oftest folk man kender, der mobber én, måske endda såkaldte "venner" og det sker nok i langt større grad end vi går og forestiller os. Puha, det skal vi godt nok have taget hul på.


Billedkilde: http://www.thebusinessofme.com/stalking-cyberstalking-and-domestic-violence/

tirsdag den 21. oktober 2014

Lukkede døre

Jeg har længe tænkt på at jeg ville lave nogle længere blogindlæg, der handler om det at skrive, og det er måske passende at komme med et af dem nu.
De vil ikke komme i rækkefølge, men jeg vil prøve at få et blogindlæg om alle forfatteriets facetter, og samle dem alle sammen ovre på min hjemmeside.

Grunden til at jeg starter med "Lukkede døre", som jeg meget poetisk vil kalde det her, er fordi det er præcis hvad jeg praktiserer lige nu.



Hvad lukkede døre betyder ...

Stephen King beskriver det i sin bog Om at skrive og inden længe kommer der en bog på Forlaget Jansson, der hedder Forfatterord til forfatterspirer, hvor Kim Leine i et interview er citeret for at sige:
"Jeg tror ikke det er sundt at skrive med følelsen af at kolleger kigger en over skulderen. Derfor er jeg lidt skeptisk mht. forfatterskolekulturen som, alt andet lige, risikerer at høvle teksterne ned til et niveau hvor alt det dårlige ervæk, men også alt det der gør en tekst levende, vild og personlig."

Det er første udkast vi taler om. Det første spæde og ofte skrøbelige forsøg for en roman at vokse på.
Det er her at man skal skrible løs og prøve at skabe sin roman og se om vingerne kan bære den.

Når man får en idé til en roman, er det ikke altid man er helt sikker på hvorvidt den er holdbar eller ej, og derfor anbefaler de fleste skrivebøger at man derfor skriver første udkast bag lukkede døre. Første udkast er kun skrevet for én selv, her kan man dumme sig, skrive alle de tåbelige ting, der falder én ind under processen, hvor man bare skal tampe løs og lade ordene strømme ud på papiret.
Her er der ingen, der dømmer én, og man kan bære sig lige så tosset af som man vil.

Jeg kan godt se fornuften i det, for det giver noget frihed, man har sit sikkerhedsnet i form af redigering, inden at man viser noget af det frem for familie, venner, skrivebuddies, eller hvem man nu har at arbejde sammen med.

Men ... hvordan skal det så kombineret med begrebet "kommentarliderlighed"?

Her bør jeg nok lige forklare hvad jeg selv har gjort, for jeg er i den unikke og heldige situation at jeg har nogle betalæsere, som jeg har kendt i nu 10-11 år. Vi kender hinanden virkelig godt, og vores skrivevenskab startede allerede inden nogen af os var blevet udgivet (jo, jeg tror lige at jeg havde udgivet min debutroman, men det var kun "lige").
Sammen har vi lidt vores nederlag og fejret vores triumfer, vi har jublet og grædt sammen og vi er der altid med opmuntrende ord, når tingene ikke lige flasker sig.
Og vi har betalæst hinandens romaner, og det som oftest i takt med at de er blevet skrevet. I praksis betyder det at vi har skrevet et kapitel og fået kommentarer på det, og netop det kan være ganske afhængighedsdannende.

En forfatter er vel i bund og grund det mest "needy" væsen, der overhovedet findes. Vi vil anerkendes, tiljubles og roses for de litterære mesterværker vi skaber, uanset om det er rigtigt eller ej. ;-) Og her bliver jeg så nødt til at sende en kæmpemæssig virtuel buket blomster til mine skrivebuddies, der på fænomenal vis ikke alene opmuntrer én, men også kritisk kan gå ind og påpege fejl og mangler ved det man har skrevet.
Det er følsomt at sende dette første udkast ud (især hvis det er på kapitelbasis MENS romanen bliver skrevet), men jeg har aldrig følt mig sablet eller nedgjort, selv om romanen på det tidspunkt er på det mest følsomme punkt overhovedet.
Ovenikøbet giver det en enorm fordel at få læserens kommentar løbende i skriveprocessen, da man så kan lure på om de forstår de små hints, der er blevet drysset ud og om de reagerer som man havde tiltænkt dem.

Og det er DET man bliver afhængig af. Man har brug for den feedback mens man skriver (når først man er blevet vant til den), og man lever af den.

Som jeg skrev er vores skrivefællesskab temmelig unikt lader det til, og netop derfor kan det lade sig gøre. På dette meget følsomme tidspunkt i en romans liv, er det bestemt ikke ligegyldigt hvordan kritikken gives, før forfatteren klapper i som en stædig østers og slikker sine kreative sår.

Min første bog Nynazisten skrev jeg med døren lukket, for det var i tiden før mine skrivebuddies, men Atalanta, Dronning af blod og Freaks (samt alle de andre smånoveller og uudgivne historier) er alle blevet skrevet hvor jeg har fået feedback efter hvert kapitel.

Desværre har jeg efter Freaks haft mere end usædvanligt svært ved at fortsætte en roman. Jeg har flere starter liggende på lager, endda på romaner hvor sceneoversigt og det hele er skrevet, men de har ikke kunnet holde mig fanget.

Og derfor har jeg på den roman, som jeg skriver på nu, valgt at holde døren lukket. Og det er pudsigt ... det giver altså et nemmere flow. Jeg skrev 4.000 ord fredag, dem valgte jeg så at slette, og så har jeg siden skrevet 2.000 ord søndag og 1.500 mandag. For mig er det uhørt meget på usædvanlig kort tid.

Måske er det især fordi jeg har haft denne blokering, at der var behov for en ændring i måden at gøre det på. Jeg er helt sikker på (og det er mine skrivebuddies i øvrigt også ;-)) at jeg bukker under for kommentarliderligheden inden for den allernærmeste fremtid. Om ganske kort tid vil jeg sidde og trykke manisk på "send/modtag" knappen for at få deres feedback på det jeg har skrevet. OG formentlig brokke mig over at de er aaaalt for lang tid om at komme med den. ;-)
Hmm ... måske vi kan få væddemålene i gang og startet en pulje op. ;-)

Men det er okay ... det er okay at skrive med døren lukket, jeg kan især godt se det for dem, der ikke har et unikt samarbejde, som vi har. Hvis man vælger at sende den ud til én, der har en meget barsk betalæserstil kan du risikere at den gode fornemmelse du har for værket vil smuldre og ødelægges, og du mister både mod og selvtillid inden du kommer ret langt. Det er både synd og tåbeligt.
Skrivning er følsomt og skrøbeligt nok som det er uden at man udsætter det for den slags.

Men det er også okay at skrive med døren åben, hvis du for det første har pondus til det, eller har gode betalæsere.

I det hele taget skal man gøre det, der føles allermest rigtigt for én i den givne situation. Går du og tænker at det måske ikke er så godt, så lad vær. Hold det for dig selv og skriv videre. Skribl løs som om dit liv afhang af det.
Alt det dårlige kan du skære væk i redigeringsfasen, og ingen behøver nogensinde at vide, præcis hvor klodset du har formuleret dig.
Er du derimod sikker på at du har skrevet et mesterværk og i øvrigt har pondus til at modtage kritik imens, så gør det.

Intet er forkert, og alt er rigtigt, så kom bare i gang. :-)

fredag den 17. oktober 2014

Selvfed ...

Det må man gerne være, bare af og til. :-)

Jeg har været nede i et skrivemæssigt hul, der har varet ... åh suk ... skræmmende længe. Jo, jeg fik skrevet et (synes jeg selv) udmærket bidrag til Kandors oplæg.
Nu hvor dagene går siden indsendelsen har jeg dog gået og overvejet om jeg mon har ramt en smule ved siden af emnet, men jeg kan nu stadig godt lide historien.
Den rummer meget godt mit billede af ondskab.

Nåh, men bortset fra Satan historien har det godt nok stået stille på skrivefronten. Jeg er påbegyndt flere romaner, men jeg mister interessen inden der er gået kort tid. Det føles ikke rigtigt.
Jeg har ikke kunnet "føle" personerne, de var ikke levende for mig, og det er altså vigtigt, hvis man skal kunne udholde personerne i så mange måneder, som det nu tager at skrive en roman.

Jeg ved så ikke hvorfor jeg ikke har tænkt på det noget før, men jeg fik øje på Stephen Kings Om at skrive på min hylde og har nu genlæst den for guderne skal vide hvilken gang, og yeaj!! Jeg har genfundet min glæde ved at skrive!!

Jeg er glad!

I går skrev jeg starten på en roman. Det er i og for sig ikke så unaturligt, det har jeg gjort flere gange, men jeg skrev hele 4.000 ord på en dag. DET er ret godt klaret.

Kryds fingre for at det holder denne gang.


torsdag den 9. oktober 2014

Point of view

Jeg blev lige gjort opmærksom på et kommentarspor under en af de seneste anmeldelser (én af de lunkne) af Freaks, hvor der blev talt om "hvilke briller" man havde på, når man læste en bog.

Det har jeg så gået og tænkt over nogle dage. Ikke at det er nogen aha-oplevelse for mig, for selvfølgelig er man klar over det, men nok ikke altid helt så bevidst.

Det er jo netop det der med at man læser ud fra de forudsætninger man har. Den opvækst man har haft, de oplevelser man har med i bagagen, den litteratur man har læst og ikke mindst den personlighed man er i besiddelse af.

Selv om du endda tager to søskende, der er vokset op under samme arv og miljø, og giver dem den samme bog, vil de stadig læse den med vidt forskellige indgangsvinkler.

Derfor er det jo også så vigtigt at man som forfatter tager netop anmeldelser (og betalæsning og anden kritik generelt) for det, som det er. En andens subjektive mening, der er farvet af netop denne persons udgangspunkt.
Jeg har egentlig haft det sådan, at hvis én siger noget om min roman så vurderer jeg det, og vælger måske at overhøre personen. Hvis én mere siger det samme, retter jeg det sandsynligvis, og hvis en tredje også påpeger den fejl, retter jeg helt sikkert.
Det sidste her er er selvfølgelig kun muligt i redigerings/skrivningsfasen, for når bogen er udgivet, så er det løb jo kørt, og derfor kan anmeldelser måske endda være værre, fordi man ved at der er absolut intet er at gøre.

Nu fx Freaks har fået en del anmeldelser efterhånden (og juhuu for det!), og her brokker nogle sig over slutningen, andre starten, nogle siger at personerne er karikerede og flade og andre igen har følt sig totalt medrevet og har kunnet indleve sig i dem.

Det minder mig om noget som Stephen King siger i sin bog "Om at skrive". Lige fra hukommelsen (og den er jo ikke den bedste :-)), så er det det med at en forfatter er i telepatisk forbindelse med sin læser. Når en forfatter skriver at "der står et bord", så vil læseren - uanset tid og rum - se et bord for sig.

"Se - her er et bord dækket med en rød dug. På det står et bur på størrelse med et lille akvarium. I buret er en hvid kanin med lyserød snude og rødrandede øjne ...
Ser vi det samme? Vi ville være nødt til at mødes og udveksle indtryk for at være helt sikre, men det tror jeg vi gør. Nogle modtagere vil se en dug, der er tyrkiskrød, nogle vil se en der er skarlagensrød, mens andre vil se helt andre nuancer (for farveblinde modtagere er den røde dug mørkegrå som cigaraske). Nogle vil måske se tungede kanter, andre måske lige. Dekorative sjæle føjer måske en lille blonde til og værsgo - min dug er din dug, gør nøjagtigt som du har lyst til.
...
Det er det, vi kigger på, og vi ser det begge. Jeg åbnede overhovedet ikke munden, og det gjorde du heller ikke. Vi befinder os ikke engang i det samme år, for slet ikke at tale om det samme lokale, men vi er sammen. Vi er hinanden nær.
Vi har et mentalt møde."

Og det er faktisk smukt. :-)



fredag den 3. oktober 2014

Selektiv opfattelse

Jeg har fået en anmeldelse mere på "Freaks".

En noget mere lunken af slagsen, men stadig en flot, fyldig og detaljeret anmeldelse, med i øvrigt nogle ret lækre billeder.

Det er Boghylden, der har haft fingre i min bog, og anmeldelsen kan læses her.

Det pudsige er at jeg læste dernedad og følte mig lidt som drengen på billedet herunder, indtil jeg kom til slutningen af indlægget:

Til gengæld må jeg rose Eibes måde at slutte af på. Nu vil jeg jo ikke afsløre for meget, for det ville unægtelig være ærgerligt, men hvis persongalleriet forekommer en smule uoriginalt og forudsigeligt, er slutningen i hvert fald alt andet. Eibe tager nogle chancer, som næsten er King-Bachman-værdige, og det tager jeg hatten af for. Hvis du en dag samler bogen op og, modsat mig, får et forhold til personerne, lever dig ind i deres historie, vil jeg umiddelbart tro, at slutningen vil efterlade dig åndeløs.

Så I lige det?

... som næsten er King-Bachmann-værdige.

Den kommer jeg til at leve på længe. ;-)

Hav en god weekend derude.