torsdag den 14. maj 2015

Gode råd til forfatterspirer - 1. Layout

Jeg har jo længe snakket om at lave nogle længere indlæg, som jeg ville lægge op som faste sider på min hjemmeside, og det her bliver et af de indlæg.

For nylig kom jeg (igen) i snak med en forfatterspire, og jeg kiggede på vedkommendes synops, prolog og første kapitel for at komme med feedback og gode råd til det. 
Det er noget jeg gør af og til, hvis jeg har tid og overskud til det, for vi skal jo hjælpe hinanden. :-)

Det første der sprang i øjnene på mig var layoutet. Jeg fortalte vedkommende at jeg ville lave et blogindlæg om det, for det er ikke for at hænge hin ud at jeg siger det, men fordi det er en fejl, som jeg ser vel på næsten 90% af de kapitler jeg kigger på for forfatterspirer.

Og hvilket jeg faktisk finder en smule pudsigt, for langt de fleste forfatterspirer er også dedikerede læsere og ved det faktisk godt, men de gør det ikke. (Retfærdighedsvis skal siges at vedkommendes manuskript var et råmanuskript og det var noget af det hin ville kigge på senere).

Det er ikke sprog eller grammatiske værktøjer som man ellers skulle tro, men noget som de færreste åbenbart tænker over; Layout!

Slå op i hvilken som helst bog og prøv at kig på en tilfældig side. Du vil ubevidst vide - uden at have læst et eneste ord - hvilken type bog du kigger på. Om det er Karnovs lovsamling eller den seneste bestseller vil du med det samme kunne vurdere på layoutet alene.

Og det er brugen af enter-knappen som er det helt afgørende her.

Mange forfatterspirer skriver enoormt lange tekstblokke, hvor der er virkelig langt mellem de tvungne linjeskift, og det er altså virkelig vigtigt.

Det er vigtigt at man allerede på første side fanger og inviterer læseren, således at vedkommende ikke bare kigger opgivende på siden og så lukker bogen i fordi de tænker at det magter de ikke at gå i gang med.

Se fx mit eksempel her:


Nu har jeg så endda lavet et dårligt eksempel, men eksemplet til venstre er hvordan en tilfældig side i min roman "Freaks" så ud. Eksemplet til højre er som det ville se ud, når jeg får det fra en forfatterspire.

Alene ved at kigge på billedet på afstand kan man se at der er mere luft i teksten ved eksempel 1 end der er i eksempel 2. Det virker mere overskueligt, det er nemmere at gå til. Man giver læseren plads til at ånde og finde nogle fikspunkter i teksten, og det kan man kun gøre hvis siderne ikke ser ens ud.

I mit eksempel til højre har jeg så endda udeladt den lige højre margin, hvilket man også ret ofte ser. Lad være med det, det er først når man skal sætte bogen at det er aktuelt. Og mange laver ikke engang tvungen linjeskift ved dialoger. Så hvis jeg skulle have gjort det, så ville min side have set endnu tættere og udmattende ud.

Normalt bruger jeg temmelig meget dialog i mine bøger og har sjældent alenlange beskrivelser med, og det gør en tekst endnu mere luftig og dermed læsevenlig og indbydende.

Så når du skriver en tekst så husk at gøre den lækker og indbydende. Lad den være lys og luftig (uden dermed sagt at du skal lave tvungent linjeskift efter hvert eneste punktum - for meget og for lidt. Desuden er det vist kun Helle Helle der kan slippe afsted med den slags ;-)).

Men husk ... enter-knappen er din ven. Den giver dig og læseren plads til at ånde.


torsdag den 7. maj 2015

Om at tale med en cutter ...

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg har fået antaget en socialrealistisk ungdomsbog ved Forlaget Tellerup. DET har jeg jo allerede jublet over. :-)

Det er vist heller ikke nogen hemmelighed at jeg har lovet forlaget at jeg vil forsøge mig med en "række" af socialrealistiske ungdomsbøger, der hver især omhandler nogle alvorlige problemstillinger som unge i dag står overfor.

Den første bog, som vil udkomme til foråret 2016, handler om en pige, der er blevet mobbet og som nu står på grænsen mellem mobning og popularitet og hvordan hun håndterer det. Det kunne jeg forholde mig til. Jeg er selv blevet mobbet i skolen og jeg har også været i den anden ende af hierarkiet, så mange af de ting Marie gennemgår, har jeg selv følt på egen krop.

Bog nummer to kommer til at handle om cutting. Om selvskade for at kunne holde livet ud.
For det første har jeg ikke egne erfaringer med det (heldigvis) og for det andet så tror jeg heller ikke at det var særligt almindeligt da jeg var ung i firserne/halvfemserne.
Men nu vurderes det jo at omkring hver femte danske unge (og her fortrinsvis piger) udøver selvskade. Enten ved spiseforstyrrelser, cutting eller andre former for selvskade.

DET er ret skræmmende at tænke på. Og sørgeligt.

På Facebook kom jeg i kontakt med en ung pige ved navn Ida, og hun tilbød mig at jeg måtte skrive til hende og spørge omkring cutting. Jeg forklarede mit ærinde, men hun endte med helst at ville ringe til mig, da hun bedre kunne forklare det i telefonen.

Så sidste lørdag tilbragte jeg 2½ time med at tale med Ida. En ung pige på 25 år, som havde skåret i sig selv siden hun var 14. Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvad hun havde været udsat for, men det var grimme ting.
Men nøj hvor gjorde det dog ondt i moderhjertet. når jeg hører historier som hendes. Jeg bliver fyldt med afmagt over at ingen lytter til den unge pige. Selv hendes mor virkede ikke til at have forståelse, da hun opdagede cuttingen. Heller ikke myndigheder eller omgivelser.
Selvfølgelig skal en sag altid ses fra flere sider, og der er selvfølgelig ting, som en ung teenagepige ikke vil have fuld forståelse for. Klart, der er noget livserfaring der skal indhentes, men hvorfor er der ikke nogen der har taget hånd om den unge pige, da hun havde de oplevelser?

Nu skal det selvfølgelig ikke handle om enkeltsager, og min nuværende bogs hovedperson har slet ikke samme problemstillinger som Ida. Men følelsen af afmagt, ensomhed, vrede og den ulykkelighed som de føler er givetvis det samme.

I hvert fald var jeg glad for at have talt med Ida, det gav mig en mere nærværende følelse, så jeg bedre kan sætte mig ind min hovedpersons tanker og følelser. Det lyder måske koldt, kynisk og beregnende, men for at kunne skrive med de følelser, bliver man også nødt til at FØLE de følelser (i hvert fald under skrivningen), så det bliver ingenlunde let.

Og jeg er da også kommet i gang så småt. Det har været lidt svært - som sagt fordi jeg ikke kunne føøøøøøle hende (citat Pernille Eybye ;-)) - men jeg begynder at kunne gøre det nu, og jeg har da også fået skrevet de første 20 sider af romanen.

Men samtidig er jeg også lidt nervøs. Åbenbart findes der uhyggeligt lidt skønlitteratur om unge der skader sig selv, så skulle den blive udgivet så kan jeg risikere at få en del læsere der netop har egne erfaringer på kroppen, og tænk hvis jeg portrætterer det helt forkert?

Så det her "lille" ungdomsbogsprojekt er slet ikke så nemt som man umiddelbart skulle tro. Det giver nogle udfordringer, hvilket jeg selvfølgelig altid er frisk på da man jo altid skal udfordre sig selv som forfatter, men det bliver nok væsentligt sværere end jeg havde regnet med.

Jeg håber at jeg kan leve op til det.



fredag den 1. maj 2015

Themesongs

Jeg har ævlet om det før. Musik!

Jeg havde det ikke sådan i gamle dage, men nu er jeg totalt afhængig af musik mens jeg skriver. Og det skal være høj musik. Det er som om rytmen giver en energi, som strømmer fra ørerne, gennem kroppen og ned i fingrene, så de flyver lidt hurtigere over tasterne.

I og med at jeg så ikke lige har et isoleret kontor, så foregår det med hørebøffer på (for familiens velbefindende, da de lige knap deler min musiksmag ;-)), men det gør det faktisk endnu bedre, for så er man isoleret i en boble, hvor der kun er én selv og skærmen.

Nu er der så gået sport i at finde den sang, der passer allerbedst til den historie jeg har skrevet. Romanens "themesong", og efterfølgende kan jeg så altid genkalde mig den "smag" roman har ud fra sangen. Det er en ret pudsig fornemmelse.

Til "Freaks" var det helt klart "Twisted Minds" af Avantasia. En duet sunget af Tobias Sammet og Roy Khan (den mørke stemme).
Historien i sangen handler godt nok om en ung fyr, der er sindssyg, men specielt én passage passer rigtig godt på den vanskabte Jack og omverdenens syn på ham:

We paint in black and white and you're the dirty in between.
Monstrosity of nature. A virulent disease





I "Tvisten", som er den kortroman om Satan, som kommer til august i år, var der ingen tvivl om at det skulle være noget af Avenged Sevenfold. De udgav et album "Hail to the King", som generelt var meget fokuseret på Underverdenen og Satan.
Der er dog én sang specielt som bare er "smagen" af Tvisten, nemlig "Shepherd of Fire".

Den knitrende lyd af flammer, dommedagstrommerne og de melodramatiske guitarer passer enormt godt.
Yndlingscitatet herfra er helt klart:
See, I have pity in watching you suffer. I know the feeling of being damned alone. I've got a storybook on my own.



Til min "Er du okay, Marie?" (den ungdomsbog, som udkommer på Tellerup til næste forår), var det lidt mere afdæmpet, men da den jo omhandler fx mobning så var det en følelse af ensomhed og modløshed, som jeg især sad med undervejs.
Derfor er Marie-bogens themesong "World so cold" af Three Days Grace.

Yndlingscitatet er her:

Do you ever feel me? Do you ever look deep down inside? Staring at yourself. Paralyzed.
I feel numb. I can't come to life. I feel like I'm frozen in time.