Om at tale med en cutter ...

Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg har fået antaget en socialrealistisk ungdomsbog ved Forlaget Tellerup. DET har jeg jo allerede jublet over. :-)

Det er vist heller ikke nogen hemmelighed at jeg har lovet forlaget at jeg vil forsøge mig med en "række" af socialrealistiske ungdomsbøger, der hver især omhandler nogle alvorlige problemstillinger som unge i dag står overfor.

Den første bog, som vil udkomme til foråret 2016, handler om en pige, der er blevet mobbet og som nu står på grænsen mellem mobning og popularitet og hvordan hun håndterer det. Det kunne jeg forholde mig til. Jeg er selv blevet mobbet i skolen og jeg har også været i den anden ende af hierarkiet, så mange af de ting Marie gennemgår, har jeg selv følt på egen krop.

Bog nummer to kommer til at handle om cutting. Om selvskade for at kunne holde livet ud.
For det første har jeg ikke egne erfaringer med det (heldigvis) og for det andet så tror jeg heller ikke at det var særligt almindeligt da jeg var ung i firserne/halvfemserne.
Men nu vurderes det jo at omkring hver femte danske unge (og her fortrinsvis piger) udøver selvskade. Enten ved spiseforstyrrelser, cutting eller andre former for selvskade.

DET er ret skræmmende at tænke på. Og sørgeligt.

På Facebook kom jeg i kontakt med en ung pige ved navn Ida, og hun tilbød mig at jeg måtte skrive til hende og spørge omkring cutting. Jeg forklarede mit ærinde, men hun endte med helst at ville ringe til mig, da hun bedre kunne forklare det i telefonen.

Så sidste lørdag tilbragte jeg 2½ time med at tale med Ida. En ung pige på 25 år, som havde skåret i sig selv siden hun var 14. Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvad hun havde været udsat for, men det var grimme ting.
Men nøj hvor gjorde det dog ondt i moderhjertet. når jeg hører historier som hendes. Jeg bliver fyldt med afmagt over at ingen lytter til den unge pige. Selv hendes mor virkede ikke til at have forståelse, da hun opdagede cuttingen. Heller ikke myndigheder eller omgivelser.
Selvfølgelig skal en sag altid ses fra flere sider, og der er selvfølgelig ting, som en ung teenagepige ikke vil have fuld forståelse for. Klart, der er noget livserfaring der skal indhentes, men hvorfor er der ikke nogen der har taget hånd om den unge pige, da hun havde de oplevelser?

Nu skal det selvfølgelig ikke handle om enkeltsager, og min nuværende bogs hovedperson har slet ikke samme problemstillinger som Ida. Men følelsen af afmagt, ensomhed, vrede og den ulykkelighed som de føler er givetvis det samme.

I hvert fald var jeg glad for at have talt med Ida, det gav mig en mere nærværende følelse, så jeg bedre kan sætte mig ind min hovedpersons tanker og følelser. Det lyder måske koldt, kynisk og beregnende, men for at kunne skrive med de følelser, bliver man også nødt til at FØLE de følelser (i hvert fald under skrivningen), så det bliver ingenlunde let.

Og jeg er da også kommet i gang så småt. Det har været lidt svært - som sagt fordi jeg ikke kunne føøøøøøle hende (citat Pernille Eybye ;-)) - men jeg begynder at kunne gøre det nu, og jeg har da også fået skrevet de første 20 sider af romanen.

Men samtidig er jeg også lidt nervøs. Åbenbart findes der uhyggeligt lidt skønlitteratur om unge der skader sig selv, så skulle den blive udgivet så kan jeg risikere at få en del læsere der netop har egne erfaringer på kroppen, og tænk hvis jeg portrætterer det helt forkert?

Så det her "lille" ungdomsbogsprojekt er slet ikke så nemt som man umiddelbart skulle tro. Det giver nogle udfordringer, hvilket jeg selvfølgelig altid er frisk på da man jo altid skal udfordre sig selv som forfatter, men det bliver nok væsentligt sværere end jeg havde regnet med.

Jeg håber at jeg kan leve op til det.