onsdag den 24. juni 2015

Masser af ord ...

Det har stået stille på skrivefronten et stykke tid. Desværre.
Og det har ikke været med min gode vilje, men jeg har haft et kæmpe projekt på brødjobbet, som jeg vidste trak tænder ud, og derfor havde jeg mentalt besluttet mig for IKKE at tænke på skriveriet.
Som jeg vist skrev i et tidligere indlæg, kan det ikke nytte noget at man går og bliver frustreret, når man på forhånd ved at man ikke får tid/hjerne til at skrive.

Det har fungeret nogenlunde. Stressmonsteret sover åbenbart aldrig særlig dybt og han vågnede da også til sidst, indtil jeg fik ham sparket til hjørne og fik ham under kontrol igen.

Den sidste tid har jeg så tilbragt i mine skrivebuddies universer (for også at komme nogenlunde med i deres skriverier, når vi nu betalæser for hinanden), og i går fik jeg endelig åbnet op for sluserne med mit eget projekt; den socialrealistiske ungdomsroman, som jeg har påbegyndt.

Og sikke et åbning. Fem sider blev det til på én aften, og for mig, er det ret meget. Men det kørte. Det gled, og mine personer (og et enkelt dyr) var ret samarbejdsvillige.

En anden ting, som også var medvirkende til at jeg er kommet så godt i gang igen, er altså at jeg har fået forøget mængden af indtagne ord.

Af en eller anden årsag hænger de to ting altså sammen i min verden. Hvis jeg ikke lukker ord ind i min hjerne, kommer der heller ikke ord ud. Såre simpelt.
Det virker mærkeligt, men sådan er det.

Og da jeg for nylig opdagede et helt nyt medie, som jeg ikke har gjort brug af i mange, mange år, fik jeg pludselig fart på.

Det medium er lydbogen. Hold nu op. Jeg har i årevis gået og troet at min hverdag ikke længere var til lydbøger (efter at jeg holdt op med at pendle og fik arbejde tættere på), men hey, det passer jo ikke. Mens jeg går og laver mad, støvsuger, hiver ukrudt op ... you name it ... kan jeg jo nemt have min telefon i lommen og lytte til en ebog.

Så ereolen.dk ... here I come. Jeg har allerede fået lavet mig en liste med de første 47 bøger på huskelisten, så der er nok at komme efter. Spørgsmålet er bare om 6 udlån om måneden er nok til mig. :-) Ellers må jeg jo begynde at købe nogen, eller begynde at lytte til engelske bøger. Det kræver så nok lige en tand mere opmærksomhed, så det er ikke sikkert at det er en god idé.
Omvendt kan det jo være at det rent faktisk er nemmere at LYTTE til en engelsk bog, end det er at LÆSE den.
Det må jeg lige have afprøvet.

I hvert fald fylder jeg hjernen godt op med ord, og vil nu kaste mig over min ungdomsbog her til aften igen. Måske der er nogle ord, der vil ud?



søndag den 7. juni 2015

Skarpe tænder ...

Jeg vandt engang en novellekonkurrence fra Nehms Forlag, ved at skrive en novelle, der handlede om dagens Danmark, og i den forbindelse valgte jeg emnet stress.

I den novelle beskrev jeg mit stressmonster som en sort, forhutlet Barbapapa Pjuske med røde øjne og sylespidse tænder, der muntrede sig med at rive indersiden af hovedpersonens hjerne til strimler.
Sådan føles det vitterligt også for ens tanker bliver smadrede og usammenhængende og det er i det hele taget ikke ret sjovt.

Heldigvis har jeg i mange år kunnet holde stressen nede ved at lave meget skarpe afgrænsninger for arbejdsliv, familieliv og forfatterliv. Jeg bliver nødt til at have en tredelt balance, hvis jeg skal kunne fungere.

Nu for nylig fik vi et kæmpe projekt på mit almindelige arbejde. Jeg VIDSTE at det ville blive hårdt og at der ville være enormt mange overarbejdstimer i det, og derfor forberedte jeg mig mentalt på at jeg ikke kunne skrive noget i den periode. Dermed troede jeg så faktisk at jeg var sikret. :-)
Meeen ... hvad er det man siger? Det man ikke dør af, bliver man stærkere af? ;-)

Det gik såmænd også fint med det i starten. Jeg havde accepteret valget med at jeg i den periode ikke kunne få min skrivetid (læs: der hvor jeg oplader mine batterier) og at jeg ville blive afladet. Det kunne jeg godt leve med. En tid.

Hvad jeg så ikke vidste - eller kunne forudse - var, at jeg i den periode også lige havde en masse private arrangementer, blev nødt til at tage en dum og grim men nødvendig beslutning omkring personalet i min afdeling SAMT have et offentligt, intimiderende og ubehageligt kontrovers med et forlag.

De ting i kombination trak så tæppet væk under fødderne på mig. Selvfølgelig ikke nær så slemt som sidst. Så langt fra! Men nok til at der var nogle røde advarselslamper der begyndte at lyse og blinke, og jeg blev bevidst om at jeg var kommet for langt væk fra min balance.
Desværre skal der åbenbart ikke så meget til som før (og alligevel ... jeg har altså haft 40-50 overarbejdstimer på 14 dage), men heldigvis er jeg så mere bevidst om det nu.
Men jeg skal nok finde tilbage til min balance. Det ved jeg.

På trods af at arbejdet stadig bugner med opgaver med stram deadline, på trods af at min postkasse bugner af ulæst betalæsningsmateriale (ikke et ondt ord om det, jeg glæder mig altid til at dykke ned i mine skrivebuddies universer) og på trods af en stime en masse private arrangementer, så skal det nok lykkes mig! :-)

En skrivebuddie sagde til mig dengang (da jeg havde fået stressen under kontrol) at det var rart at se at jeg havde formået at lægge ham i lænker og at han nu lå savlende og from for mine fødder.
Lige nu trækker han godt nok noget i kæden, men jeg skal nok få ham derned igen! :-)

Så stay tuned ... jeg skal nok vende tilbage med mine genvordigheder med ungdomsbøgerne. Jeg skal bare liiiige ... ;-)