fredag den 25. november 2016

Yes, Yes og for fu**'s sake

Ååååh, det har været sådan en uge ...

Men faktisk startede den godt. Sidste weekend blev jeg nemlig færdig med første udkast af MATTHIAS, så HELL YES!
Det har været en kamp at få ham færdig, fordi jeg har haft så meget overarbejde i år, hvilket igen har stresset mig, og så fungerer min kreative hjernehalvdel ikke så godt.

Så at færdiggøre MATTHIAS er bare SÅ godt. Og det var en virkelig skøn fornemmelse.
Jeg glæder mig til at komme i gang med redigeringen.

Den anden gode nyhed var at den første anmeldelse på FIE er kommet ind. 
Det er altid spændende med den første anmeldelse på en bog, så jeg er altid vildt nervøs.
Her er det så Bookeaters, der har været så dejlige at anmelde min bog, og anmeldelsen er virkelig positiv.
Jeg er SÅ glad.
Konklusionen af anmeldelsen er:

Jeg må være ærlig og sige, at den var hård at læse. Hvis du selv har selvskadet, kan det godt være du skal vente et stykke tid før du læser denne bog. Men når du er klar, så vil jeg stærkt anbefale den! Det er en helt fantastisk bog, og det er tydeligt at forfatteren, Anika Eibe, har været ligeglad med at der er et tabu - hun har skrevet om hvordan det er at være cutter. Og det synes jeg hun har gjort ganske udmærket!

Det er virkelig skønt. Tusind tak til Bookeaters for den dejlige anmeldelse.

Og så er der lige afsnittet med FOR FUCK'S SAKE!!
Det må gerne råbes, for i går døde min pc.
Jeg falder jo desværre under kategorien: "Rigtige forfattere tager ikke backup", så lige nu er jeg lige ved at være glad for at jeg ikke har været særlig aktiv i år.

Heldigvis nåede jeg lige at gemme MATTHIAS på GoogleDocs (jeg kunne ikke bruge tastaturet, kun musen, alt andet resulterede i "sjove" ting), og nu har jeg taget min arbejdspc med hjem, så jeg kan arbejde i weekenden.

Suk ... Wupti ... here I come

mandag den 14. november 2016

Bogforum 2016

Så er jeg hjemvendt fra årets største bognørde-begivenhed, nemlig Bogforum i Bellacentret.
Vanen tro var jeg af sted med mine skrivebuddies og nu forfatterkollegaer; Carina Evytt, Pernille Eybye og Louise Haiberg. Vi er så forskellige, men for dælen, hvor jeg dog hygger mig i deres selskab. :-)

Det er andet år jeg er der i egenskab af at være Tellerup-forfatter og det er sgu så dejligt at se de fantastiske forlagsfolk. Hands down ... Tellerup er det forlag jeg har haft det allerbedst på, og jeg har været rundt omkring i min tid. Ikke frivilligt, men sådan har det bare flasket sig.

Men tilbage til Bogforum! Jeg var sat på til at signere allerede klokken 10 fredag formiddag, samtidig med at messen åbnede og samtidig med Kenneth Bøgh Andersen, så jeg havde ingen forventninger om at der kom nogen som helst. 
Gangene er noget tomme lige når de åbner, men det ændrer sig godt nok hurtigt.
Se bare på billedet her. Der er jo fantastisk god plads.
(Billedet er taget af Pernille Eybye)


Men der kom faktisk mennesker!
Ikke alene nogle læsere, der skulle have bogen signeret, men også skoleelever, der interviewede mig og stillede en masse gode spørgsmål. Det var altså sjovt!
Især da jeg måtte skuffe nogle 9-11 årige piger med at MARIE og FIE nok ikke var for dem, da der var sex i. 
Eeuuuwww var deres prompte reaktion, hvilket jeg bare syntes var så skønt. :-)

Forlaget har virkelig været fantastisk effektive. FIE-bogen var først planlagt til udgivelse i februar 2017, men det lykkedes faktisk at få den med allerede her til Bogforum. Den ankom til forlaget i sidste uge, så jeg fik den ikke selv i hænderne før jeg stod på messen.
Den er så smuk! Og så ser den vildt godt ud ved siden af MARIE. :-)

Fredag blev vi også shanghajet til et youtube-interview af foreningen for Håbefulde Unge Forfattere, hvor vi talte om skriveprocesser, plots og planlægning. Jeg glæder mig til at se filmen, når det bliver lagt. Også selv om jeg virkelig, virkelig hader at se mig selv på video. :-)

Til gengæld kom der et fint billede ud af det, hvor man kan se helt præcist hvor bange vi er for Louise Haiberg og hendes stok. ;-)
(Billedet er taget af Tellerup)


Men selv om vi kun havde to ting på programmet om fredagen, fløj tiden bare af sted. Der er så mange skønne mennesker at tale med; læsere, bloggere, forfattere og forlagsfolk. Det er altid en skøn fornøjelse at gense folk, som man ellers kun kommunikerer med på nettet.

Sjovt er det også, for jeg følger virkelig mange af bogbloggerne og nyder deres anmeldelser, men når jeg så møder dem ansigt til ansigt, så kan jeg simpelthen ikke komme på deres navne og jeg får konstant blandet dem sammen.
Så hvis jeg har dummet mig med det, så bær over med mig. :-)

Endelig kunne vi trække os tilbage til hotellet. I år havde vi indlogeret os på BellaSky, hvilket er virkelig praktisk. Vi endte så med at køre ud i byen efter aftensmad, fordi vi ikke troede at man kunne tillade sig at bestille pizza til levering der, men det var der andre der gjorde, så ender vi nok også med at gøre næste år. Hvis vi altså kan få værelser der til tilsvarende gode priser. :-)

Lørdag var programmet noget mere presset.
Carina og Pernille skulle på allerede klokken 11, så de kunne signere deres bøger. De er aktuelle med et helt unikt skriveprojekt, hvor de hver især har skrevet et bind 1, og så samles de i bind 2 (eller 3, som den kommer til at hedde). (Billedet til venstre er taget af Tellerup)

Vi blev også interviewet til et livestream på Tellerups facebook side, om bogmessen generelt og hvilke af vores karakterer vi har været forelskede i. ;-) Den kan stadig ses på Tellerups side, hvis I vil genfinde det.

Så blev det Louise Haibergs tur til at signere, og som vanligt trækker hun vildt lange køer. Men hun var forberedt og havde været så sød at bage småkager til folk i køen.
De blev prøvesmagt aftenen forinden og var virkelig gode! :-)

Der er mange billeder af Louise der signerer, men det her af Ruben Greis er absolut min favorit. ;-)

Klokken 15 havde Tellerup inviteret de danske bogbloggere til at mødes med forfattere og forlagsfolk i deres baglokale, og så skal jeg love for at der blev fyldt op. :-) Men hvor var det skønt at kunne sludre om bøger med andre bogentusiaster og det er sjovt, for jeg har jo også selv fulgt med på deres blogs i lang tid. Nogle af dem flere år!
Man når ikke at snakke med alle, men jeg fik en god snak med et par af dem, og blev lige sat under pres hvad angår de kommende bøger i Okay-serien. Du ved hvem du er! ;-)
Og der er en der skylder mig et billede af en tudegrim lampe. Du ved også hvem du er! ;-)


Det vildeste skete netop til den reception. Jeg blev præsenteret for Dennis Jürgensen. Jo, jeg har set ham på standen flere gange de andre år, men jeg har da aldrig turdet at tale
med ham. Hvad skulle jeg også sige?
Men det var så cool, og jeg var virkelig starstruck! Og ved I hvad? Han er jo bare flink og helt menneskelig. :-)
(Billedet er taget af Dennis Renneberg Andersen)

Nu er min hjerne så en gang moset grød og jeg har holdt mandagen fri, for bare at kunne lade en lille smule op. Kunne dog godt have brugt en dag mere. ;-)

Tak til alle jer som jeg har mødt, snakket med, grinet med og hygget mig med. Jeg glæder mig til at vi ses igen til næste år. (Men det er dælme godt at det kun er én gang om året ;-))


(Hov, jeg skal huske at namedroppe den altid skønne Ruben Greis med hans lige så vidunderlige koner; Inge, Louise og Lisbeth. ;-) I er sgu altid en fornøjelse at hilse på)